Bedstemor opgiver rekordsvømning fra Cuba

1. juli 2012 12:56 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Bedstemor opgiver rekordsvømning fra Cuba
Billede mangler

Det lykkedes ikke for den 49-årige bedstemor Penny Palfrey at blive den første, som svømmede fra Cuba til Florida uden brug af hajbur.
Efter 140 kilometer måtte den britisk-australske langdistancesvømmer hives op af vandet af sine hjælpebåde. Ifølge holdet bag hende svømmede hun ind i farvand med så stærke strømme, at rekordforsøget måtte opgives.
Dog lykkedes det hende at slå sin egen verdensrekord på distancen, men helt i mål kom hun altså ikke.
Palfrey havde regnet med, at hele den 166 kilometer lange tur ville tage hende mellem 40 og 50 timer, men efter cirka 40 timer var det altså slut.
I 1997 tog maratonsvømmeren Susie Maroney vandvejen fra Cuba til Florida i en alder af 22 år. Men i det tilfælde var hun beskyttet af et bur i de hajfyldte farvande.
Som værn mod hajerne havde Palfreys følgegruppe – to lystyachter, en kajak og en båd – ultralydsudstyr, der skulle bruges til at holde hajerne væk.
Ifølge de internationale retningslinjer for langdistancesvømning har hun på intet tidspunkt måttet støtte sig til følgebådene, men de har løbende forsynet hende med mad og drikke.
Penny Palfrey har tidligere svømmet tværs over Gibraltarstrædet mellem Spanien og Marokko på tre timer og tre minutter. Hun har også krydset Den Engelske Kanal.
/ritzau/AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu