Beklager royal baby-joke der endte i selvmord

10. december 2012 10:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Beklager royal baby-joke der endte i selvmord
Billede mangler

Radiojournalisterne Mel Greig og Michael Christian, der narrede en britisk sygeplejerske, er dybt ulykkelige og beklager.
 
Grædende og hulkende fortæller radioværterne Mel Greig og Michael Christian, at de er rystede og dybt ulykkelige over, at den sygeplejerske, som de narrede til at fortælle om den gravide hertuginde af Cambridges helbredstilstand, er død.
 
Begge sidder med tårer i øjnene, da de interviewes i et tv-program, som sendes senere mandag, skriver britiske BBC.
 
De to radioværter ringede til hospitalet King Edward VI i London og udgav sig for at være medlemmer af den britiske royale familie for at få noget at vide om hertuginden af Cambridge, også kendt som Kate, da hun var indlagt på hospitalet med kvalme for en uge siden.
 
De to blev stillet om til sygeplejersken Jacintha Saldanda, der fortalte om hertugindens tilstand. Jacintha Saldanda blev fundet død fredag, tre dage efter, at fusk-interviewet blev bragt på den australske radiostation 2DayFM.
 
Interviewet medførte et ramaskrig og voldsom kritik fra alle sider fra den royale familie, King Edward VI hospitalet og lyttere.
 
De to australske radioværter er suspenderet på ubestemt tid.
 
TV-stationen The Nine Network siger i en foromtale af interviewet med de to radioværter, at det er “følelsesfuld og lige på og hårdt”.
 
Under interviewet udgav de to værter sig for at være dronning Elizabeth II og prins Williams far, prins Charles.
 
Stationen bragte optagelsen uden at indhente tilladelse fra sygeplejersken eller hospitalet.
 
Siden nyheden om sygeplejerskens død fredag er radiostationens Facebook-side bombarderet med tusindvis af kommentarer, hvoraf mange kræver dem fyret.
 
Greig og Christian har tidligere sagt undskyld. Men først efter at stationen har markedsført stuntet som den “største royale spøg nogensinde”.
 
Alle links til spøgen er slettet, og værternes konti på Twitter suspenderet.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu