Bekymring for handicappedes fremtid i København

11. april 2013 18:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bekymring for handicappedes fremtid i København
Billede mangler

»Dybt bekymrende«. »Meget kritisabelt«. Socialminister Karen Hækkerup (S) forstår ikke, hvordan det kan tage Københavns Kommune flere år at gribe ind over for ulovlige forhold på et bosted. Det sagde hun ifølge Berlingske Aften på et samråd torsdag.

»Det vidner om manglende professionalisme og dårlig etik hos både botilbuddet og hos kommunen,« sagde ministeren.

Karen Hækkerup var kaldt i samråd, efter at Berlingske har beskrevet en række kritisable forhold for handicappede københavnere.

For en lille måned siden kunne Berlingske afsløre, hvordan Københavns Kommune siden 2008 flere gange blev advaret om, at bostedet Møllen i Kalundborg blandt andet brugte ulovlig videoovervågning og indespærring af beboerne.

Efterfølgende viste det sig, at Møllens beboere og 34 andre voksne handicappede har været placeret i botilbud til enkeltpersoner, som ikke har været godkendt. De er »fløjet under radaren,« som direktør i socialforvaltningen, Anette Laigaard, sagde i et interview med Berlingske lørdag. Hverken direktionen eller socialudvalget har været informeret om beboerne.

»Alt i alt dybt kritisable forhold,« opsummerede ministeren.

Københavns Kommune har lovet at rette op på forholdene. Men på samrådet var oppositionen skeptisk over for, om kommunen er i stand til at tage sig af de svageste borgere. Det skriver Berlingske Aften.

Anette Laigaard lovede nemlig allerede i 2007 at rette op efter skandalen om bostedet Tokanten. Dengang blev beboerne låst inde på deres værelser og i en atriumgård, overmedicineret og franarret mere end 300.000 kroner.

Venstres handicapordfører, Hans Andersen (V), ville derfor vide, om ministeren har tillid til Københavns Kommunes indsats på handicapområdet.

»Der er gang i håndvasken i øjeblikket. Det er de store undskyldningers dag, der kører i øjeblikket i Københavns Kommune. Historien viser, at Københavns Kommune ikke kan håndtere handicapområdet tilstrækkeligt,« sagde han ifølge Berlingske Aften.

Også Eyvind Vesselbo (V) krævede handling. »Skal vi så bare sidde og vente på, at flere handicappede »flyver under radaren«?«

DFs handicapordfører Karina Adsbøl (DF) vil have ministeren til at gribe yderligere ind.

»Jeg forstår simpelthen ikke, at der ikke skal være nogle konsekvenser eller sanktioner,« sagde hun.

Ministeren slog fast, at hun har tillid til Københavns Kommune, men sagde, at hun også fremover vil følge sagen.

Alle partier i Folketinget er blevet enige om en reform af tilsynet, der skal sikre bedre kontrol med bostederne. Den skulle efter planen træde i kraft i november.

Senere torsdag aften skal socialborgmester i Københavns Kommune, Mikkel Warming (Ø), svare på en række spørgsmål i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus om sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu