Persona non grata

5. marts 2013 20:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Persona non grata
Billede mangler

TORINO: »Vi har aldrig solgt en eneste trøje med navnet ’Bendtner bagpå.«

 

Giuseppe Astuto ser forvirret ud. Han tager sit mintgrønne brillestel af og klør sig i panden. Butikschefen i Juventus’ store fanbutik er vant til at lange trøjer over disken i hundredevis. Sort/hvide trøjer med stjernespillerne Claudio Marchisio, Andreas Pirlo og Arturo Vidal på ryggen. Men aldrig tidligere har den korporlige italiener eller hans medarbejdere trykt Nicklas Bendtners efternavn bag på den ikoniske Juventus-trøje. Flere af dem tror ligefrem, danskeren spiller for onsdagens Champions League-modstander Celtic.

Nicklas Bendtner er ikke nogen populær mand i bilernes by, Torino. Det var han ikke, før han hoppede i sin Mercedes og kørte mod færdselsretningen langt mod nord, og det er han slet ikke nu, hvor de få linjer, der skrives om ham i den italienske presse, omhandler tårnhøje promiller og tilsvarende bødestraffe.

Slut i Juventus

Torinos forårskolde indbyggere har blot et skuldertræk tilovers for angriberen, der ikke har scoret et mål for byens stolthed, ’Den gamle dame, men derimod blot har sværtet hendes kjole til. Hans natlige eskapader registreres knapt. Men det gør de andetsteds.

I både den italienske fodboldverden og i England, hvortil Bendtners bånd fortsat er stærkest, har talrige skandaler slidt på hans navn. Tirsdagens spiritusdom var kronen på værket, der gør den karantæneramte landsholdsangriber til persona non grata.

Fast ligger det allerede, at Bendtner er færdig i Juventus. Torino-klubben fyrer næppe den danske angriber, men direktionen og træneren i den ærekære traditionsbundne forening raser så meget, at Bendtner ifølge Berlingskes oplysninger – skadesfri eller ej – har spillet sin sidste kamp i zebrastribet.

Cheftræner Antonio Conte forsøgte at tage brodden af Bendtners dumhed på et pressemøde tirsdag, men sportsdirektør Giuseppe Marotta har sparet både eder og forbandelser sammen, til når Bendtner senere på ugen skal stå skoleret på hans kontor. Herefter lader Juventus Bendtners lejekontrakt løbe ud i forholdsvis stilhed, inden han til sommer vender tilbage til Arsenal.

Dørene lukkes

I netop Arsenal er Nicklas Bendtner ikke velkommen tilbage. Han har et år tilbage af sin kontrakt, så London-klubben kan blive nødt til at inkludere ham i truppen. Men ifølge Berlingskes kilder vil Arsene Wenger, der efter flere års opbakning nu har tabt tålmodigheden, gå meget langt for at skibe danskeren endegyldigt afsted. Det er slut med lejeaftaler som den med Juventus. Her betaler Arsenal hele Bendtners løn, mens ’Den gamle dame blot skylder englænderne 4 millioner kroner, når de efter sæsonen siger nej til et endeligt køb. Nej, nu skal Bendtner sælges.

Der er bare ét problem. Skibet mangler en havn. Dørene overalt i Europa lukker sig for Nicklas Bendtner efter for mange skader, for dårlige præstationer og vigtigst af alt: for mange skandaler med spirituskørslen som den seneste og værste.

»Den her sag er meget slem for Bendtner, hvis han har gjort sig noget håb om en fremtid i italiensk fodbold. Trænerne taler sammen, direktørerne taler sammen og spillerne taler sammen, og her er Bendtners ry alt andet end godt. Hvis han havde kvaliteter som Mario Balotelli eller Diego Maradona, eller hvis han havde scoret mål på samlebånd, kunne han have haft en fremtid. Men italienske klubber har stor fokus på disciplin, og det er Bendtner gået stik imod,« forklarer Massimiliano Nerozzi, der dækker Juventus og italiensk fodbold tæt for den Torino-baserede avis La Stampa.

Lønnen skal ned

Samme tendens gælder i Bendtners andet hjemland, England. Her har Bendtner også opbrugt sine chancer.

Ifølge Berlingskes oplysninger ryster de ellers så tolerante engelske klubbosser på hovedet ved tanken om en kontroversiel dansker, der kan være svær at styre. Det samme gør de ved udsigten til et lønkrav, som inklusiv bonusser flirter med de 25 millioner kroner årligt. Bendtner beviste aldrig sit værd som førsteangriber i Arsenal, og heller ikke i midterklubben Sunderland formåede han på trods af et godkendt antal mål at overbevise skeptikerne. Han gav dem blot mere ammunition med sine talrige fart- og drukskandaler. Lørdag nat ramte han bunden.

Vil Bendtner have karrieren på ret køl igen, er mulighederne derfor få. Én ting er dog sikkert. På trods af enorme bødeudgifter skal Nicklas Bendtner gå ned i løn denne sommer, hvis han vil tilbage på sporet. Ellers ser fremtiden ufremkommelig ud for Danmarks bedste og mest kontroversielle angriber.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu