Bendtners bombe: Kan blive klar til skæbnekampe

24. februar 2013 09:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bendtners bombe: Kan blive klar til skæbnekampe
Billede mangler

Nicklas Bendtner kan gøre et højest overraskende comeback og blive en del af det landshold, der i slutningen af marts skal spille to skæbnekampe i VM-kvalifikationen mod Tjekkiet og Bulgarien.

– Vi kan ikke sætte en dato på et comeback endnu, men Nicklas arbejder hårdt på at blive klar til de danske landskampe i marts måned. Det er hans store håb at blive en del af landsholdstruppen til de to meget vigtige kampe, siger Nicklas Bendtners agent, Tom Brookes, til BT. Nicklas Bendtner pådrog sig i december måned en lyskeskade og måtte opereres. I januar måned erklærede Antonio Conte – træner for Juventus – at Nicklas Bendtners skade var så alvorlig, at den med stor sandsynlighed ville koste danskeren resten af sæsonen og i hvert fald de danske landskampe i marts måned.   

Danmark har efter tre kampe blot to point og er otte point efter Italien på førstepladsen. Derfor er det altafgørende for de danske VM-kvalifikationshåb, at der hentes point mod Tjekkiet og Bulgarien, og gerne seks af dem, for at holde de rød-hvide inde i kampen om den andenplads, der udløser play-off kampe om at komme til Brasilien 2014.  

Her kan en Nicklas Bendtner blive et stort aktiv.  

– Nicklas’ genoptræning går helt efter planen, og han er kommet sig flot over operationen. Det bliver et spørgsmål om tid og om han kan nå at komme sig nok til at være kampklar, men han stræber efter det, siger Tom Brookes. 

Danmark spillede tidligere i februar venskabskamp mod Makedonien, hvor især potentielle vikarer som førsteangribere sammen med resten af landsholdet faldt sammen med et 3-0 nederlag.

Dermed ligger den seneste danske sejr tilbage til EM 2012, hvor Holland blev besejret med 2-0, og det er ikke blevet til sejr for Olsen og co. de seneste otte kampe.

Den tendens SKAL brydes, hvis de danske VM-håb skal leve videre.   

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu