Bendtners advokat vil have rabat på bøden

5. marts 2013 09:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bendtners advokat vil have rabat på bøden
Billede mangler

Efter at Nicklas Bendtner natten til søndag satte sig ind i sin bil i påvirket tilstand og efterfølgende blev stoppet af politiet for at køre mod færdselsretningen, har han hyret advokaten Michael Juul Eriksen, der nu skal tale Bendtners sag i retten ovenpå weekendens eskapader. Det bekræfter Eriksen selv overfor Ekstra Bladet.

 

Michael Juul Eriksen har tidligere forsvaret rockere, men han var også manden, der forsvarede landsholdsspilleren Leon Andreasen i dennes voldssag i 2009.

Og når Michael Juul Eriksen skal forsvare Nicklas Bendtner, så vil advokaten gå efter at få sænket den bøde, der venter spritbilisten Bendtner, betydeligt.

– Han mister sit kørekort i tre år, og normal praksis er, at man skal betale 1/25 af årslønnen (brutto, red.) ganget med promillen. Og det er bødestørrelsen, jeg agter at udfordre og få sænket markant, siger Eriksen til Ekstra Bladet.

Advokaten mener, at fordi Bendtner skal tjene alle sine penge på 10-12 år, modsat ‘normale danskere’ med et arbejdsliv på 40 år, så er det også kun rimeligt, at Bendtner nøjes med at betale en fjerdedel af, hvad bøden, jævnfør angriberens indkomst, vil være.

– For man skal huske, at Nicklas skal tjene sine penge på 10-12 år, mens normale danskere måske har en stabil indtægt over 40 år. Han bliver med andre ord ramt ‘ hårdere’, og loven tager ikke stilling til sådan en situation, siger Michael Juul Eriksen, der håber på, at retssagen vil finde sted i denne uge.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu