»Bered Jer på krig«

8. marts 2013 19:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
»Bered Jer på krig«
Billede mangler

NORDKOREA: Våbenhvileaftalen, der sluttede Koreakrigen i 1953, er skrottet. Den telefoniske hotline mellem Nord- og Sydkoreas ledere er afbrudt. På begge sider af den demilitariserede zone bygger de to landes hære op til storstilede militærmanøvrer.

 

I går besøgte Nordkoreas unge diktator Kim Jong-un sine soldater i den artilleristilling, hvorfra beskydningen af den sydkoreanske ø Yeonpyeong startede i 2010. Et angreb, der dræbte fire og sårede 19.

Ifølge den britiske avis The Telegraph lød hans opråb til både soldaterne i den befæstede artilleristilling og til resten af hæren: »Bered Jer på krig og på at udslette fjenden«.

BBC oplyser, at den kollektive trafik i Nordkoreas hovedstad kører rundt indhyllet i camouflagenet og samtidig bragede det nordkoreanske udenrigsministerium torsdag videre med en erklæring om, at »en ny Koreakrig er uundgåelig, fordi USA ønsker at få kontrol med hele Den Koreanske Halvø«

Nordkorea truede for få døgn siden med at bruge atomvåben først, en melding som Sydkorea torsdag returnerede med følgende besked:

»Hvis Nordkorea angriber Sydkorea med atomvåben, vil Kim Jong-uns regime forsvinde fra jorden.«

Reelt er Nordkorea efter eksperters vurdering endnu ikke i stand til at sende atomvåben af sted med hverken raketter eller kanoner, men råder over alligevel over et arsenal af konventionelle missiler og artilleri, som vil kunne udrette enorme ødelæggelser i Sydkorea.

Retorikken efter vedtagelsen af nye FN-sanktioner mod Nordkorea er efterhånden kommet op i et leje, hvor Kina, der er Nordkoreas mest betydningsfulde allierede, opfordrer parterne til at dæmpe sig og genoptage dialogen »for at forhindre yderligere eskalering af situationen«.

Sanktionerne er resultat af Nordkoreas tredje atombombetest i midten af februar, men retorikken er imidlertid »mere skinger end tidligere«, mener Daniel Pinkson fra tænketanken International Crisis Group i Seoul, og den er ifølge hans vurdering i The Telegraph beregnet til, at få lande, der har støttet sanktionerne, til at ændre opfattelse.

Souschef ved Forsvarsakademiet i København, Kim Peter Laustsen, erkender, at situationen er bragt op på et kritisk plan, men mener dog ikke, at risikoen for en regulær storkrig er overhængende: »Sådan en har ingen interesse i,« lyder hans vurdering.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu