Berlusconi bejler til en plads i regering

29. marts 2013 13:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Berlusconi bejler til en plads i regering
Billede mangler

ITALIEN: Silvio Berlusconi er klar til at bakke op om en bred koalitionsregering, hvor centrumvenstres leder, Pier Luigi Bersani, bliver ny italiensk premierminister.

 

Det siger Berlusconi ifølge flere internationale medier efter et møde med Italiens præsident, Giorgio Napolitano.

»Vores position har ikke ændret sig, og det udtrykte vi klart og tydeligt over for præsidenten,« siger Silvio Berlusconi.

»I rationalitetens navn og i landets interesse må vi finde frem til en måde at regere sammen som en koalition,« siger han.

Den tidligere premierminister tilføjer, at han vil støtte en koalition bestående af partier fra venstre, højre og midten af italiensk politik.

Berlusconi gør det dog klart, at en ny regering skal bestå af valgte politikere og ikke teknokrater, som det var tilfældet under Monti-regeringen.

Præsident Napolitano mødes fredag med alle partier på skift for at få en ende på den politiske krise, som landet er tilbage i, efter at Pier Luigi Bersani torsdag foreløbig opgav at danne regering.

Inden dagen er omme, skal han have talt med dem alle. Om det giver en ny regering, er dog langt fra sikkert.

Napolitano har gjort klart, at han er modstander af et hurtigt nyvalg for at få en ende på den fastlåste situation, men hans muligheder er stærkt begrænsede. Enten kan han udnævne en udenforstående til at lede en teknokratisk regering – ligesom det skete med afgående premierminister Mario Monti, som skulle redde Italien ud af gældskrisen i 2011 – eller danne en tværpolitisk koalition.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu