Berlusconi sender fleksrenter ned

26. februar 2013 14:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Berlusconi sender fleksrenter ned
Foto: Getty/All Over.

Når et valg i Italien giver et mudret resultat med risiko for, at Silvio Berlusconi igen får indflydelse, så sender det nervøse trækninger gennem finansverdenen af frygt for fornyet uro om euro-samarbejdet. Men det giver også lavere renter for de danske boligejere, der i den store sammenhæng betragtes som kreditværdige og derfor tiltrækker kapital ved de auktioner over flekslån, der lige nu afholdes.

 

Nykredit gik i gang i går, og Nordea Kredit indledte sin auktion i dag med etårige renter på henholdsvis 0,48 og 0,53 procent – en smule over den hidtidige rekord på 0,36 procent, men lavere end Nordea havde forudset.

»Det er lidt lavere end vores forventning inden auktionen, hvor vores bedste gæt var en F1-rente på lige knap 0,6 procent,« lyder det fra boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann.

Og hun vurderer, at Berlusconi trak renten ned.

»Når renten blev lidt lavere end ventet, skyldes det hovedsagligt udfaldet af det Italienske valg, som ikke havde nogen klar vinder. Det skabte allerede fra morgenstunden fornyet frygt blandt investorerne for, at gældskrisen i Sydeuropa skulle blusse op igen, og det fik dem endnu engang til at søge mod sikre havne – herunder Danmark. På auktionerne betød det lave renter og meget høj budinteresse. Der var således bud for 4 kr. for hver gang vi skulle sælge for 1 kr. F1- eller F3-obligationer,« oplyser hun.

Der er dog ikke udsigt til den store effekt på det stadig frosne boligmarked. den såkaldte boligbyrde var i forvejen lav, viser Nykredits Boligindeks, som viser, hvor stor en del af en boligkøberes indkomst, der går til boligen.

Lige nu bruger en gennemsnitlig boligejer 31,2 procent af sin nettoindkomst til at købe et hus på 144 kvadratmeter, hvis det er belånt med et-årigt flekslån.

»Til sammenligning lå boligbyrden på 33 procent så sent som i starten af 2011. Det aktuelle lave niveau bliver endnu tydeligere i sammenligning med de 44,1 procent, som boligbyrden toppede med i 3. kvartal 2007,” oplyser cheføkonom i Nykredit John Madsen.

Efter de første fleksauktion er der udsigt til, atde etårige flekslån bliver lidt billigere end ved den seneste auktion for et år siden, da de landede på knap 0,9 procent. Hvis det holder stig frem til auktionerne er slut, så vil det betyde, at en boligejer med et F1-lån skal betale 3.420 kroner om måneden efter skat per lånte million kroner i det kommende år.

I det forløbne år har ydelsen været 3.480 kroner – en besparelse på 60 kroner, som dog bliver lidt større, 190 kroner om måneden, hvis lånet er afdragsfrit, viser Nordeas første beregninger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu