Berlusconis kanonvalg skaber frygt for ny krise

25. februar 2013 19:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Berlusconis kanonvalg skaber frygt for ny krise
Billede mangler

ITALIEN: Forvirringen i stemmetallene er mandag aften stor i Italien. Kort før klokken 19 førlød det, at centrum-venstre-koalitionen med Pier Luigi Bersani, fører med 32,7 procent mens Berlusconis koalition ligger på 29,5 procent af stemmerne til Senatet, det ene af det italienske parlaments to kamre.

 

Lidt tidligere på aftenen, da 25 procent af stemmerne var optalt, forlød det, at de to koalitionsblokke stod lige med hver 30,7 procent af stemmerne i Senatet.

De første såkaldte exitpolls antydede, at valgets favorit, Pier Luigi Bersani, ville vinde en snæver sejr, men de seneste opgørelser viser, at Berlusconi er kommet stærkt igen og i nogle målinger står til at overhale Bersanis centrum-venstre koalition.

Venstrefløjen med 34,5 procent af stemmerne ser ud til at sætte sig på flertallet i Underhuset.

Samtidig står den gruppe, der ledes af den afgående regeringsleder, Mario Monti, og vipper på spærregrænsen. Det ser dog ud til, at Mario Monti selv får en plads i senatet som senator. Valgets nummer tre bliver protestpartiet under ledelse af TV-komikeren Beppe Grillo, der står til at få op mod 24 procent af stemmerne.

Dermed ser Italien ud til at blive kastet ud en ny politisk krise, hvor de to store fløje gensidigt kan blokere for hinanden, hvilket vil skade den italienske økonomi, som Mario Monti ellers havde fået sat på skinner igen.

Som den italienske cheføkonom, Stefano Fassina siger til Reuters:

»Scenariet tyder på, at der ikke vil blive dannet en stabil regering og at vi snart skal til stemmeurnerne igen.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu