Betalingsring om København adskiller børn fra mor og far

12. februar 2012 08:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Betalingsring om København adskiller børn fra mor og far
Billede mangler

Med en ekstraregning på 25 kroner – hver vej i myldretiden – når poderne skal bringes til og fra skole eller børnehave får enlige forældre et ekstra hårdt smæk fra regeringens betalingsring.
 
Foreningen Far, Forenede Danske Motorejere (FDM) og partiet Venstre mener, at gruppen af forældre, der skal krydse den kommende betalingsring rundt om København for at have samvær med deres børn, har været overset i debatten.
 
“For nogle af vores medlemmer bliver det valget mellem, om de har råd til at se deres børn eller ej. Der er folk i dag, der tæller pengene ned til hver 100-krone-seddel. Så det er dem, der er allersvagest økonomisk, der kommer til at vælge deres børn fra. På den måde er det helt åndssvagt,” siger Lars Hansen, talsmand for Foreningen Far.
 
For enlige forældre med en 7/7-ordning, hvor samværet med barnet eller børnene er delt lige over, lyder regningen på 300 kroner ekstra for hver samværsuge, hvis de priser, som har været fremme om kørsel på de mest trafikerede tidspunkter, holder stik.
 
“Forældre, der har bosat sig på hver sin side af betalingsringen og skal dele børnene, de vil blive hårdt ramt. De risikerer en relativt høj skat på mobiliteten,” siger afdelingschef Torben Kudsk fra FDM.
 
Hos partiet Venstre undrer familieordfører Louise Schack Elholm sig over, at de enlige forældre ikke har været nævnt i debatten om betalingsringen før nu.
“Man kan jo være bekymret for, om betalingsringen kan være med til at få enlige med pressede økonomier til at træffe nogle beslutninger, de faktisk ikke ønsker. Måske kan det for nogle betyde, at de kun vil kommet til at se børnene i weekenden,” siger hun.
 
Hendes kollega i Dansk Folkeparti, Mette Hjermind Dencker, er enig i, at betalingsringen vil tvinge enlige til at overveje de dage, hvor de er sammen med deres børn. Men familieordføreren mener ikke, regeringen bør gør forskel på fattig og rig.
“Det ville være underligt at lave undskyldende tiltag, fordi den rammer nogle folk hårdere end andre. Regeringen må lave den og stå ved den. Ellers må de lade være. Vi er i hvert fald lodret imod en betalingsring og river den ned, når vi kommer til magten,” siger hun.
 
Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) ønsker ikke at forholde sig til kritikken, før regeringen har fremsat sit lovforslag.
 
Lovforslaget er udskudt og bliver i øjeblikket forhandlet i regeringstoppen. Og er ifølge Newspaqs oplysninger ikke lige på trapperne.
 
 
 
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu