Betjent i retten: Dræbte motorcyklist under udrykning

5. december 2012 13:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Betjent i retten: Dræbte motorcyklist under udrykning
Billede mangler

Ved Retten i Næstved er betjent tiltalt for unødvendigt at køre med udrykning i en ulykke i sidste år, som dræbte en motorcyklist.
 
En 33-årig politibetjent er anklaget for at have kørt uden at tage hensyn til færdselssikkerheden. Kørslen kostede en motorcyklist livet.
 
Anklageren kræver bødestraf i sagen onsdag i Retten i Glostrup mod betjenten, som nægter sig skyldig.
 
Ulykken skete 24. september 2011 i krydset Herstedvestervej og Roskildevej.
 
Der var tumult i området, fordi FCK og Brøndby om eftermiddagen havde spillet fodboldkamp.
 
Betjenten var tilknyttet Station City i København, og han og andre skulle hjælpe Københavns Vestegns Politi med fodboldkampen.
 
Den 33-årige kørte en transportvogn, som skulle registrere anholdte. Men på grund af pladsmangel kom to anholdte over i transportvognen.
 
På vej mod stationen i Albertslund lyder det over radioen, at de skal skynde sig. Betjentens gruppefører på passagersædet sætter horn og blink til.
 
Bilen kører ad Roskildevej, da de opdager, at de er kørt for langt. Betjenten drejer ned ad Herstedvestervej, hvor han laver en u-vending for at komme tilbage på Roskildevej.
 
I krydset fra Roskildevej kommer en motorcyklist og rammer politibilen.
 
Bag motorcyklen er et 7,5 meter langt bremsespor. Motorcyklen bliver totalskadet, og føreren af motorcyklen dør tre uger senere som følge af sine kvæstelser.
 
Retten skal tage stilling til, om det var nødvendigt at køre med udrykning.
 
Og desuden mener statsadvokaten, at betjenten kørte for stærkt frem for rødt lys.
 
I alt skal ni vidner onsdag afhøres i sagen.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu