Betjent stukket i maven under anholdelse

6. juni 2012 04:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Betjent stukket i maven under anholdelse
Billede mangler

Efter en større politiaktion har politiet sent tirsdag aften pågrebet en formentligt psykisk ustabil mand i nordsjællandske Snekkersten, der ligger lige syd for Helsingør.
Politiet tog ingen chancer og rykkede ud i stort antal med kampklædte betjente og maskinpistoler, fordi man frygtede, at den ukendte mand var bevæbnet. Det hævdede han nemlig selv.
– Vi har anholdt ham på stedet, fortæller politikommissær Ulrik Linden fra Nordsjællands Politi til Ritzau.
Manden var bevæbnet med en kniv, da politiet ville lægge ham i håndjern, og under anholdelsen blev to politibetjente såret.
– Den ene har fået overfladiske skrammer, mens den anden har fået et dybere stik i maven. Men ingen vitale dele er blevet ramt, og han er uden for livsfare, siger Ulrik Linden.
Politiet fik rekvireret to ambulancer til de sårede politifolk, som modtog behandling for skaderne.
Episoden udspillede sig ved Snekkersten Havn – nogle hundrede meter syd for Klostermosevej.
Før anholdelsen afspærrede og indhegnede politiet det skovområde, hvor manden befandt sig. Her fik politifolkene også kontakt til manden, som siden blev pågrebet.
– Nu skal vi have afklaret, hvem han er, og hvad hans hensigt er, fortæller Ulrik Linden fra Nordsjællands Politi.
Politiet rykkede ud til stedet på baggrund af en henvendelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu