Betjente får koder og ikke tal på uniformen

15. august 2012 09:53 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Betjente får koder og ikke tal på uniformen
Billede mangler

Der kommer ingen tal på politibetjentenes uniformer ligesom i Norge. I stedet skal de udstyres med en blanding af farvekoder og tal, som angiver betjentens funktion.
Det er denne løsning, som Justitsministeriet ifølge Jyllands-Posten arbejder med, så klagesager ikke længere må krølles sammen, fordi betjente ikke kan identificeres.
Idéen med farvekode og tal er tilsyneladende fostret hos rigspolitichefen. Her ønsker man tilsyneladende at undgå, at hver betjent umiddelbart kan identificeres med et tal, sådan som det er tilfældet i Norge.
Det er lidt over 18 måneder siden, at Rigspolitiet lovede at se på, hvordan det kan blive nemmere at identificere betjente.
På et møde 14. januar 2011 med Rigsadvokaten, Statsadvokaten og formanden for politiklagenævnet lovede Rigspolitiet at gøre noget ved problemet.
I flere år har Rigspolitiet vidst, at en hel del politiklager aldrig bliver behandlet, fordi betjentene “forsvinder”.
Et politiklagenævn skriver i en beretning fra 2007, at statsadvokaten “på ny” blev opfordret til at sikre bedre identifikation af betjente.
Rigspolitiet har ikke over for Ritzau ønsket at forklare, hvad man har foretaget sig.
Ifølge Jyllands-Posten onsdag har Rigspolitiet dog “for længe siden” præsenteret forslaget for Justitsministeriet.
I øvrigt har justitsminister Morten Bødskov (S) tirsdag lovet en afklaring i løbet af et par måneder.
Betjentene har længe strittet imod numre på uniformer. Politiforbundets formand, Peter Ibsen, retter dog også kritik af sine egne.
– Det kan være svært at forstå, hvis politiet ikke medvirker til opklaring af en sag, siger han til Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu