Betjente såret under nye optøjer i Belfast

9. marts 2013 01:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Betjente såret under nye optøjer i Belfast
Billede mangler

NORDIRLAND: En stor flok på mere end 100 unge kastede fredag aften sten og flasker mod politifolk i Newtownabbey i et nordligt udkantsområde af Belfast, og mindst én bil blev sat i brand. Det oplyser en talsmand for politiet i Belfast ifølge Reuters.

 

Urolighederne begyndte, da politiet forsøgte at forhindre pro-britiske unge i at fjerne irske flag fra lygtepæle i området.

Selvom der i 1998 blev indgået en fredsaftale i Nordirland, der førte til en deling af regeringsmagten mellem protestanter og katolikker, er Belfast fortsat opdelt i religiøse områder, hvor der nogle steder flages med det britiske flag, og andre steder flages med det irske.

I de seneste dage har der ifølge Reuters været en række bombetrusler i Newtownabbey, og torsdag aften blev der fundet en bombe foran en katolsk kirke. Siden viste det sig dog, at der ikke var tale om en rigtig bombe, men en der angiveligt skulle ligne en.

Tidligere på ugen fandt politiet ligeledes »sprængfarlige enheder« på en lokal virksomhed.

I starten af december sidste år udløste en beslutning i byrådet i Belfast om ikke længere at lade det britiske flag veje over byens rådhus hele året rundt store protester. De protestantiske unionstilhængere ser beslutningen som en provokation fra katolikkerne, der ønsker at forene Nordirland med Republikken Irland.

Siden har der løbende været demonstrationer i Belfast.

Nordirland oplevede tre årtier med sekterisk vold indtil fredsaftalen i 1998.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu