Betydelig stigning af døde afghanske kvinder

19. februar 2013 17:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Betydelig stigning af døde afghanske kvinder
Billede mangler

AFGHANISTAN: Afghanske piger og kvinder er i stigende grad ofre for de voldsomme kampe, som udkæmpes dagligt i landet. Det er til trods for, at det samlede antal tilskadekomne er faldet for første gang i flere år. Det viser den årlige FN-rapport om civile dødstal i Afghanistan ifølge Reuters.

 

Rapporten viser en nedgang i civile dødsfald på 12 procent, fra 3.131 døde i 2011 til 2.754 i 2012. Det er første gang, dødstallet er mindre end i den foregående rapport, siden FN begyndte at opgøre civile dødstal i 2007.

Selvom det faldende dødstal er en god nyhed, er det ikke uden en bitter bismag. Antallet af døde eller sårede kvindelige afghanere er nemlig steget med hele 20 procent siden sidste opgørelse. Flere end 300 kvinder eller piger er dræbt. Flere end 560 såret.

»Den sørgelige virkelighed er, at de blev dræbt eller såret, mens de var i gang med deres daglige arbejde,« siger FNs menneskerettighedsdirektør i Afghanistan, Georgette Gagnon, ifølge Reuters.

Taleban og andre oprørsgrupper var ansvarlige for 81 procent af alle civile tab sidste år, med bomber eller andre eksplosive anordninger, og ifølge FN er Taleban dermed den gruppe, som tager livet af flest civile.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu