Bevæbnede mænd amok i nigeriansk by

24. marts 2013 00:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bevæbnede mænd amok i nigeriansk by
Billede mangler

NIGERIA: Mindst 25 mennesker har mistet livet, efter bevæbnede mænd fredag angreb et fængsel, en bank, en politistation og en bar i byen Ganye, en fjerntliggende by nær Nigerias grænse til Cameroun. Angrebene fandt sted fredag, men dødstallet er først blevet offentliggjort lørdag, skriver BBC.

 

Alle fire angreb blev udført på samme tid.

Ingen gruppe har endnu taget ansvaret for angrebet, men politiet oplyser, at den militante, islamistiske gruppe Boko Haram er mistænkt.

»Vi har 25 døde fra gårsdagens angreb i Ganye, heriblandt en fængselsinspektør, en politimand og en fremtræden politiker,« siger politichef Mohammed Ibrahim til AFP ifølge BBC.

Gerningsmændene, der var bevæbnet med bomber, maskingeværer og raketdrevne granater, befriede desuden et endnu ukendt antal indsatte fra fængslet og røvede et kontantbeløb fra banken.

Politichefen fortæller, at syv af de dræbte blev skudt i baren og seks nær banken, mens andre ofre blev skudt enten foran deres hjem eller på gaden.

Boko Haram, der kæmper for at skabe en islamisk stat i det nordlige Nigeria, har fået skylden for 1.400 drab siden 2010, skriver BBC.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu