Bezzerwizzer giver op på nettet

5. marts 2013 17:23 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bezzerwizzer giver op på nettet
Billede mangler

Der er mange udfordringer forbundet med at sætte stikket i til den digitale verden. Mediebranchen og musikbranchen har mærket det, men også det populære brætspil Bezzerwizzer har haft svært ved at gennem­skue, hvordan man tjener penge på det digitale marked. Bezzerwizzer erkendte i sidste uge, at selskabet ikke kan tjene penge på det populære spil online. Derfor lukker Bezzerwizzer for både app og muligheden for at quizze på hjemmesiden fra 1. juni. Det sker, selvom 150.000 danskere har oprettet sig som brugere.

Ifølge Bezzerwizzers ejer, Jesper Bülow, har aktiviteten ganske enkelt ikke været høj nok i spillet. Selv om brætspillet er en succes, har det været for stor en udgift at få appen til at løbe rundt.

»Vi arbejder på et marked, hvor brugerne er vant til at betale lidt eller ingenting. Vores redaktionelle og IT-mæssige vedligehold står overhovedet ikke mål med den aktivitet, vi får den anden vej,« siger han.

Reklamer nej tak

Den store udfordring er, at ingen vil betale, hvis andre tilbyder noget lignende gratis. De fleste gratis apps er reklamefinansierede, og det har Bezzerwizzer helt fra starten ikke haft lyst til at være.

»Vi har ikke fundet nøglen, der passer i låsen, der tillader os at levere et produkt i høj kvalitet, og som matcher den betalingsvillighed, der er. Vi har fra starten valgt, at vi ikke vil have reklamer i et Bezzerwizzer-univers, og som vi vurderer det, er det pt. den eneste vej til at få et rent digitalt sats til at hænge sammen,« siger Jesper Bülow.

Hvis man skal have sin app til at slå igennem, er opskriften på selve appen ifølge mediekonsulent Jon Lund ret simpel. Det handler dog om at opnå en hype omkring appen, og det er dét, der er svært.

»Ganske enkelt er opskriften, at man har et godt, gratis spil, hvor det kræver nogle små betalinger for at komme videre til næste bane eller gøre det lidt sjovere. Den store udfordring er så at blive det spil, som alle snakker om, og som alle spiller. For hvor mange spil-apps spiller man ad gangen? Det handler altså om at gøre spillet viralt og gøre det hypet i vennekredse,« siger Jon Lund.

En anden af Bezzerwizzers store udfordringer, er ifølge både Jon Lund og Jesper Bülow, at Bezzerwizzer er et dansk spil. Bezzerwizzer har overvejet, om de skulle udvide til et større marked end det danske, men vurderede dengang, at kvaliteten kunne falde.

»Jeg vil ikke udelukke, at vores model ville hænge sammen, hvis det danske sprogområde var fem eller ti gange så stort. Men god quiz er lokal quiz. Vi kunne sagtens lave en engelsksproget quiz, men så taber vi en hel masse på gulvet i forhold til at lave god quiz,« siger Jesper Bülow.

Digitale udfordringer

Det er ikke kun Bezzerwizzer, der har udfordringer i den digitale verden. Især mediebranchen og musikbranchen har haft svært ved at gennemskue, hvordan man får folk til at betale for de ting, de bruger online.

»Hvis der er to slikbutikker, og den ene giver slikkepinde gratis væk, mens du skal betale en femmer i den anden, så vil du jo aldrig betale en femmer. Heller ikke selv om den slikkepind, der koster penge, er lidt bedre end den anden. Det er det samme, der gør sig gældende i mediebranchen lige nu. Folk har fri adgang til nyheder, men de nyheder, der går i dybden, koster penge, og nogle synes, gratis nyheder er fine nok,« siger Jon Lund.

Bezzerwizzer har fortsat succes med brætspillet. Ifølge Jesper Bülow har udfordringerne ikke været større, end tendensen generelt har været på legetøjsområdet. Han forklarer det med et eksempel.

»Hvis jeg skal give dig en gave til jul, er det ikke helt ligeså sjovt at give et gavekort til iTunes, som at give en cd, som jeg synes passer lige til dig. Og selv om vi har konkurrence fra konsolspillene, må vi endelig ikke erklære brætspillene for døde. Folk har stadig brug for at trække stikket ud og være sammen med hinanden,« siger Jesper Bülow.

Bezzerwizzer siger dog, at de ikke vil droppe den digitale verden helt. De arbejder lige nu på at finde en løsning, som både kan give overskud og blive en brugersucces.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu