BIF-legende forlader bestyrelsen i protest

3. april 2013 15:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
BIF-legende forlader bestyrelsen i protest
Billede mangler

Kort før den ordinære generalforsamling i Brøndby, meddelte selskabet, at Bjarne Jensen trækker sig fra den professionelle bestyrelse. Dermed er det kun Sten Lerche, Benny Winther, Johnny Nederskov og Tommy Håkansson, der genopstiller, selvom det ved indkaldelsen hed, at den samlede bestyrelse ville opstille.

Officielt hedder det, at Bjarne Jensen trækker sig “af personlige årsager,” men i følge sporten.dk’s oplysninger skyldes det, at han ikke kan stå inde for den kurs, klubbens A-aktionærer ønsker at føre videre.

Bjarne Jensen, der har rekorden i fleste antal kampe for klubben, har længe været fortaler for, at der skulle ske en total oprydning i Brøndbys ledelse, og han var derfor positiv, da det i første omgang blev besluttet, at hele bestyrelsen ville trække sig. Da den beslutning blev ændret, ville Bjarne Jensen ikke være med længere.

Bestyrelsens genopstilling sker med opbakning fra A-aktionærerne i Brøndbyernes IF Fodbold Fond, der hovedsageligt består af medlemmer af amatør-afdelingen, og som traditionelt har stået meget fast på sin indflydelse, hvilket enten har fået forskellige investorer til at trække følehornene til sig, eller har resulteret i at investorernes ønske om indflydelse for deres investeringer er blevet underkendt.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bjarne Jensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu