Bilbranche: Leasingplan skader miljøet

22. februar 2012 12:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Bilbranche: Leasingplan skader miljøet
Billede mangler

Flere brugte, miljø-belastende biler på vejene og dårligere vilkår for erhvervslivet.
Det vil blive resultatet af regeringens planer om at skaffe en milliard kroner til kollektiv trafik ved at øge afgifterne på leasingbiler og udstillingsmodeller, mener direktør i Bilbranchen under Dansk Industri, Rene Tønder Nielsen.
“Det kan få den konsekvens, at det bliver for dyrt for nogle brugere at lease biler, og at de i stedet vil købe en brugt bil, hvilket typisk vil være en miljøforurenende bil end en ny,” siger han til Newspaq.
Ifølge Rene Tønder Nielsen er det den helt forkerte vej at gå at beskatte mobilitet med yderligere en milliard kroner.
“Det her er en øget beskatning af erhvervslivet og privatbilismen, og det er hæmmende for den mobilitet, der er grundlaget for øget vækst i Danmark,” lyder det fra branchedirektøren.
Bilbranchen er glade for, at betalingsringen har fået dødsstødet, men mener ikke, at det nye alternativ vil løse trængselsargumentet.
“Selv det, at fjerne biler fra vejene, tror jeg ikke, bliver ændret væsentligt ved det her. I stedet vil folk købe brugte biler, og en fem år gammel bil fylder ligeså meget på vejene som en ny,” siger Rene Tønder Nielsen.
Regeringen vil i stedet for en betalingsring om hovedstaden afsætte en halv milliard kroner til billigere billetter og en halv milliard til at løfte den kollektive trafik. Samtidig nedsættes en trængselskommission.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu