Bilbrande på Amager får politi til at evakuere lejligheder

10. august 2017 07:26 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Både brandvæsen og politi er massivt til stede på Amager, efter brand har udviklet sig kort efter midnat.

De voldsomme brande i de mange biler gjorde, at flere beboere måtte forlade deres hjem. Video: Local Eyes.

Otte biler er udbrændt på Lygtemagerstien på Amager, efter de natten til torsdag brød i brand.

– Vi modtog en anmeldelse klokken 00.32 om brand i to biler. Siden udviklede branden sig og tog fat i flere biler, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.

Se mere video hos Local Eyes.

Politiet og Københavns Brandvæsen var efterfølgende på stedet i flere timer.

– Vi er færdige på stedet, og derfor sidder Hjemmeværnet nu og holder vagt derude indtil torsdag formiddag, hvor vores brandteknikere skal se nærmere på stedet, fortæller vagtchefen tidligt torsdag morgen.

Til Newsbreak.dk fortæller Michael Andersen ikke specifikt, hvornår teknikerne dukker op, men det bliver, “når brandteknikerne får øjne,” som vagtchefen formulerede det.

Flere lejligheder evakueret

Ilden fik fat i det garageanlæg, som bilerne stod i, og derfor er yderligere ni biler også brandskadede.

Fem lejligheder blev evakueret som følge af branden, og fem familier er derfor blevet genhuset.

Politiet har endnu ingen oplysninger om, hvordan branden er opstået.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu