Osama Bin Ladens drabsmand tilbudt job som ølkusk

12. februar 2013 20:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Osama Bin Ladens drabsmand tilbudt job som ølkusk

Tilbud til Osama Bin Ladens drabsmand: Du kan komme under en slags vidnebeskyttelse og få et job med at køre med øl i Milwaukee.

 

Nogenlunde sådan lød tilbuddet til den amerikanske specialstyrke-soldat, der i 2011 slog al-Qaeda-lederen ihjel, da soldaten i efteråret gik på pension fra SEAL Team 6. I den forbindelse spurgte sin overordnede, hvad de kunne tilbyde, hvis hans navn en dag kom frem, og han dermed var blottet for hævngerrige islamister.

Det fortæller soldaten i et interview med det amerikanske magasin Esquire, som har givet soldaten anonymitet og udelukkende kalder ham The Shooter – skytten på dansk.

»De fortalte mig, at de kunne skaffe mig et job, hvor jeg skulle køre en lastbil med øl i Milwaukee,« siger The Shooter til Esquire og forklarer, at sådan en situation vil indebære, at han og hans familie ikke må have kontakt med venner eller familie.

»Vi ville miste alt,« siger han.

Han er stået frem, fordi han dels vil fortælle sin version af historien fra natten til 2. maj 2011, da han sammen med resten af SEAL Team 6 trængte ind i et hus den pakistanske by Abbottabad og dræbte Osama bin Laden, og dels fordi han er skuffet over den behandling, han har fået, efter at han i september gik på pension efter 16 år som marinesoldat.

»Jeg forlod The Seals en fredag, og sundhedsforsikringen for mig og min familie ophørte fredag midnat. Jeg spurgte, om der var nogen overgang fra min Tricare til Blue Cross Blue Shield (amerikanske sundhedsforsikringer, red.). De sagde, »Nej. Du er ikke længere i tjeneste, din dækning er forbi. Tak for dine 16 år. Fuck af med dig«,« siger The Shooter.

Tiden som Navy SEAL-soldat har blandt andet medført en række fysiske skader på The Shooters krop, ligesom han også er mentalt påvirket og i en periode gjorde sig overvejelser om at begå selvmord. Ægteskabet er også skrantet, men The Shooter bor stadig sammen med sin kone og børn, fordi der ikke er råd til to huslejer.

Esquire har talt med en ven af The Shooter, som ligeledes er specialstyrke-soldat, og han opsummerer problemstillingen således:

»Hvis jeg bliver dræbt næste gang, jeg bliver udsendt, så ved jeg, at der bliver sørget for min familie. Der vil blive betalt for universitet, og de vil have det fint. Men hvis jeg kommer tilbage med livet i behold og går på pension, så vil jeg ikke have en potte at pisse i eller et vindue at smide det ud af i resten af mit liv. Det er sørgeligt at sige, men det er bedre, hvis jeg bliver dræbt,« siger vennen.

The Shooter forklarer, at der fortsat kommer de samme regninger i postkassen nu, som da han var aktiv Navy SEAL, men på grund af sin hemmelighedsfulde fortid kan han ikke skrive sine 16 år som marinesoldat på sit CV og få et godt og velbetalt job.

»Jeg vil bare gerne være i stand til at betale alle de regninger, sørge for mine børn og tage den derfra. Jeg vil gerne bruge de ting, jeg har lært, og hjælpe andre så godt som muligt,« siger The Shooter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu