Blade Runners skæbne afgøres fredag eftermiddag

22. februar 2013 11:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Blade Runners skæbne afgøres fredag eftermiddag
Billede mangler

Efter flere dage i retten falder der nu en afgørelse i sagen om Oscar Pistorius’ løsladelse.

 

Efter både anklager og forsvarer har stået foran dommeren for sidste gang fredag formiddag, kommer dommeren med sin afgørelse kl 13.30.

Oscar Pistorius er tiltalt for mordet på sin kæreste Reeva Steenkamp, som han skød i sit hjem i sidste uge.

Fredag formiddag lagde anklager Gerrie Nel ud med at give sine begrundelser for, hvorfor Pistorius ikke skal løslades. Han gennemgik de forskellige detaljer, der har været fremme de seneste dage, og mente, at de forklaringer Pistorius har afgivet ikke er sandsynlige.

– Det påhviler Pistorius at give hans version af sagen, og hans version er utænkelig, Efterforskningen bygger på objektive fakta. Pistorius vil flygte, sagde han.

Anklageren sluttede af med at beskrive, hvor voldsom en forbrydelse Pistorius har begået.

– Det er en meget voldelig forbrydelse det her. Han skød fire gange blindt. Ikke et, ikke to, men fire skud. Det må have været forfærdeligt, sagde han.

Dommeren spurgte anklageren, hvor sandsynligt han mente, at det ville være, at Pistorius, der er et kendt ansigt, og bruger benproteser, ville kunne lykkes med at skjule sig, hvis han flygtede.

– Pistorius vil måske ændre udseende, hvis han flygter for ikke at blive genkendt. Det er muligt. Vi kan ikke behandle kendte mennesker anderledes, svarede han, inden det blev forsvareren Barry Roux’ tur til at svare.

Han lagde vægt på, at Oscar Pistorius ikke havde i sinde at dræbe sin kæreste, som han ifølge eget udsagn forvekslede med en indbrudstyv. Derfor mener han ikke, at Pistorius kan tiltales for overlagt drab på Reeva Steenkamp.

– Anklagen går på, at han ville dræbe Reeva, ikke at han ville dræbe en indbrudstyv. Derfor bør anklagen ændres til uagtsomt manddrab, sagde han og forklarede, hvor hårdt hans klient efterfølgende kæmpede for at redde hendes liv.

Derefter angreb han anklagerens argumenter om, at Pistorius’ forklaringer ikke kunne være sande, og at han ville flygte.

– Jeg spurgte Botha (den tidligere efterforsker, red.) tre eller fire gange, om han havde beviser, der kunne modbevise Pistorius’ version. Det havde han ikke. Det er en kæmpe indrømmelse, sagde han og forklarede, at det vil være stort set umuligt for Pistorius at flygte ud af landet.

– Hver gang Mr. Pistoruis går gennem en lufthavn er der stort postyr. Han kan ikke komme ubemærket gennem sikkerhedskontrollen. Hans ben kræver behandling. Ofte! Der er intet, der peger på, at han vil flygte, sluttede han.

Nu er det så op til dommer Desmond Nair, om Oscar Pistorius kan løslades inden hans retssag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu