Blok-fight i folketingssalen om Thorning og Grønland

6. februar 2013 18:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Blok-fight i folketingssalen om Thorning og Grønland
Billede mangler

Tonen er de seneste dage blevet skærpet i debatten om det grønlandske selvstyre, storskalaloven og statsministerens brev til Folketingets formand, hvori hun meddeler, at regeringen ikke vil svare på spørgsmål om emnet.

 

Onsdag var statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indkaldt til hasteforespørgsel i folketingssalen, hvor oppositionen ventede hende med skarpe angreb ledet af Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl (DF).

– Ordet minister betyder tjener, og ministeren skal gøre, hvad den kan for at tilvejebringe viden, så Folketinget kan få svar. Derfor mener vi ikke, at regeringen forlods kan tage et område ud og sige: Fremover kan I ikke forvente at få svar, sagde DF-lederen.

På baggrund af fem spørgsmål stillet af Venstre om Grønlands storskalalov sendte Helle Thorning-Schmidt i sidste uge det omstridte brev til Folketingets formand.

– Spørgsmålene er af en sådan karakter, at jeg ikke synes, at Folketinget eller regeringen har et grundlag for at anmode selvstyret om at få dem besvaret. Der går vi alt for langt ind på selvstyrets område. Men det er ikke ensbetydende med, at regeringen overhovedet ikke vil besvare spørgsmål vedrørende råstofområdet og storskalaloven. Regeringen vil besvare langt de fleste spørgsmål, sagde statsministeren.

– Nonsens, lød det fra Dansk Folkeparti, og Liberal Alliance stemte i:

– Thorning skal trække sit brev til Folketingets formand tilbage, så vi kan komme tilbage til den almindelige parlamentariske virkelighed, sagde Leif Mikkelsen (LA).

De seneste uger har især Venstre været yderst aktiv i diskussionerne om konsekvenserne af storskalaloven, der gør det muligt for udenlandske mineselskaber at udvinde råstoffer fra den grønlandske undergrund ved brug af billig kinesisk arbejdskraft.

Claus Hjort Frederiksen (V) har kaldt statsministerens håndtering af sagen »arrogant«, og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), har efterlyst en time out af storskalaloven.

Onsdag kom det så frem, at partiets tidligere grønlandsordfører, Birthe Rønn Hornbech (V), havde trukket sig i protest mod Venstres linje, og det fik onsdag Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), til at angribe Venstre i salen.

– Har I ikke styr på biksen hos Venstre? Er det virkelig kun en jagt på at få nogle småbitte point på spin frem for at stå på mål for det, I selv har været med til at beslutte, spurgte han.

Venstres nuværende grønlandsordfører, Gitte Lillelund Bech (V), svarede ikke på spørgsmålet, men undrede sig højlydt over, hvordan statsministeren kunne nægte at svare på spørgsmål om loven. Det fik Enhedslistens Finn Sørensen (Ø) til at tilbyde Lillelund »et lille kursus i selvstyreloven«.

– Jeg mener ikke, der er fugls føde på Venstres kritik af statsministeren i den her sag, fastslog Enhedslistens grønlandsordfører.

Torsdag skal Folketinget stemme om, hvorvidt det vil pålægge statsministeren at trække sit brev tilbage. Også SF forsvarer Thorning i debatten, og oppositionen får derfor svært ved at opnå flertal for forslaget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu