Bødskov: Det skal være sværere at løslade bandemedlemmer

10. april 2013 14:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bødskov: Det skal være sværere at løslade bandemedlemmer
Foto: Justitsministeriet.

Flere end 300 bandemedlemmer og rockere sidder bag tremmer, og nu skal det være sværere for dem at blive prøveløsladt. Det sagde justitsminister Morten Bødskov (S) ved et kort pressemøde efter et møde med rigspolitichefen onsdag.

 

»Vi vil gøre det sværere for rocker- og bandemedlemmer at blive prøveløsladt fra vores fængsler. Hvis der er risiko for, at den pågældende vil begå ny kriminalitet, så skal han ikke prøveløslades, for vi vil ikke have, at han begår ny kriminalitet i tilknytning til en konflikt,« sagde Bødskov, der er tilfreds med politiets indsats mod banderne.

Politiet har blandt andet beslaglagt et tocifret antal skydevåben, varetægtsfængslet 112 personer med tilknytning til rocker- eller bandemiljøet og foretaget mere end 140 ransagninger siden januar i år, viser en ny opgørelse om bandeindsatsen fra Rigspolitiet.

»Det er den højeste indsats mod bandekriminalitet, vi nogensinde har set i Danmark. Politiet har gjort en fremragende indsats, og det har givet meget store resultater. Der er grundlag for forsigtig optimisme, forstået på den måde at presset virker,« sagde justitsministeren.

Han er parat til at »bruge endnu flere ressourcer på at presse miljøet«, hvis konflikten blusser yderligere op. Det skal blandt andet ske via hemmelige ransagninger, bortvisning af kriminelle fra boligområder og flere visitationer på gaden.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg er også tilfreds med indsatsen, der er udtryk for »et godt efterretningsarbejde, store efterforskningsindsatser og en konkret operativ indsats,« mener han.

»Vi har simpelthen fået trukket tænderne ud af det her meget militante bandemiljø. De fleste nøglepersoner er kommet bag tremmer, og det er også derfor, at vi kan udtrykke forsigtig optimisme i forhold til, at vi har fået stoppet det her. Og hvis ikke det stopper, så fortsætter vi,« sagde rigspolitichefen på pressemødet.

Siden januar i år er der ifølge Rigspolitiet registreret 35 skudepisoder med relation til bandemiljøet, tre personer er blevet dræbt og 22 såret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu