Bødskov vil reagere på nyt skyderi »her og nu«

12. april 2013 00:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bødskov vil reagere på nyt skyderi »her og nu«
Billede mangler

Mens en række politikere var samlet til paneldebat på TV2 om bandekonflikt blev en ung mand på cirka 20 år skudt i hovedet i det, der højst sandsynligt var endnu et bandeopgør.

 

Justitsminister Morten Bødskov (S) var med i paneldebatten og var hurtig med en reaktion på skyderiet, der fandt sted i Lundtoftegade på Nørrebro.

»Det understreger, at vi har med vanvittige personer at gøre, og vi skal reagere nu og her. Min opgave som justitsminister er at sikre, at politiet har ressourcerne og også redskaberne til at gå hårdt efter de her grupperinger,« sagde Morten Bødskov til TV2.

Justitsministeren erklærer sig godt tilfreds med, at politiet lægger massivt pres på banderne ved at gå efter den hårde kerne ved at foretage en masse visitationer og ransage mistænktes hjem.

Under paneldebatten kritiserede det tidligere bandemedlem Sleiman Sleiman ministeren for, at de mange bandepakker, der er blevet vedtaget de seneste år, ikke har virket efter hensigten.

Men Morten Bødskov understreger, at regeringen prioriterer den præventive indsats højt.

»Her lægger politiet sammen med kommunerne en stærk strategi for at forhindre, at de unge havner i kriminalitet,« sagde Morten Bødskov.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu