Bødskov lover udvidelse af offerpakken

11. juni 2012 18:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Bødskov lover udvidelse af offerpakken
Billede mangler

Det kan være svært at koncentrere sig om sin uddannelse eller sit arbejde, hvis man har oplevet at blive sparket i hovedet og smidt ned ad en trappe.

 
Ofre for kriminalitet kan have været udsat for mange forskellige ting, men fælles for dem er, at de ofte har brug for hjælp for at komme videre i livet.
Med den nye offerpakke vil regeringen styrke indsatsen for ofre. Men nu lover justitsminister Morten Bødskov (S), at regeringen vil komme med flere initiativer.
– Der vil komme flere initiativer, når det handler om at sikre, at ofre får det bedre, siger han til Newspaq.
Han er glad for den positive modtagelse, som offerfonden indtil videre har fået, men han erkender også, at der lige nu kun er tale om en ramme-aftale.
– Det, vi er enige med Enhedslisten om nu, er en ramme, og den vil vi så udmønte yderligere her i efteråret. Men regeringen kigger desuden på, om der er mere vi kan gøre, for at styrke hjælpen til ofrene. Det arbejde tager vi fat på nu, og det vil vi fortsætte igennem efteråret, siger han.
Han vil ikke gå i detaljer om, hvilke yderligere tiltag, han kan forestille sig, men fortæller, at regeringens udgangspunkt er, at offeret fortsat skal hjælpes bedre og skal mere i centrum.
Formanden for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Birgit Søderberg, foreslår at regeringen ser nærmere på sagsbehandlingerne. Hun synes, det ville være en god idé at sætte en tidsfrist på, hvor længe det offentlige må være om at behandle en sag.
På den måde vil ofre hurtigere kunne komme videre, og ikke ligge og kæmpe med erstatningssager og lignende i flere år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu