Boligejere giver medvind til regeringen

4. oktober 2012 06:35 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Boligejere giver medvind til regeringen
Billede mangler

Folketinget er åbnet, og regeringen vader ikke just i succeshistorier. Men nu viser det sig, at en sjælden medvind slår igennem på energi- og klimaområdet.
 
Nye tal viser, at landets boligejere er blevet mere energibevidste og kaster sig i stigende grad over grønne energikilder, når boligen skal renoveres, og det er i tråd med regeringens mål. Hos Socialdemokraterne glæder man sig over den positive udvikling, mens man arbejder på en ny energiplan.
 75 procent flere energirenoveringer
Det viser sig nemlig, at landets boligejere er blevet markant mere energibevidste i 2012, hvor regeringen blandt andet har slået på, at boligejerne skal tænke ”grønt”, når de renoverer boligen. Og det er netop, hvad der er sket.
 
I årets første tre kvartaler har boligejerne energirenoveret 75 procent mere sammenlignet med samme periode i 2011. Det fremgår af dugfriske tal fra Energihjem.dk, der formidler energirenoveringsopgaver for landets boligejere. Hos regeringen glæder man sig.
– Det her lyder rigtig godt, og væksten underbygger det, vi hører fra branchen. Det lader til, at danskerne er villige til at bruge pengene på kistebunden til at sætte solceller op og isolere boligen, fordi det øger boligens værdi, og jeg tror at denne stigning i opgaver blandt andet skyldes vores energiaftale fra foråret, hvilket har sat et stort fokus på energi- og klimaområdet, og derved er mange boligejere blevet inspireret til at energirenovere, siger energiordfører for Socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil til Energihjem.dk.
 
Boligejernes fokus på grøn energi kommer i takt med, at oliepriserne stiger, og det samme gælder elpriserne. Det øget fokus på at energirenovere har man især mærket i solcelle- og isoleringsbranchen, der begge har haft vækst i 2012. Især solcellerne er blevet populære, blandt andet på grund af attraktive tilskudsordninger, men også lavenergivinduer, jordvarmeanlæg og altså isolering er opgaver, som boligejerne i stigende grad kaster sig over.
 Ny energiplan på vej
Regeringen har planer om en stor energiplan i 2013, der blandt andet skal sikre, at væksten inden for energirenoveringer fortsætter.
 
– Vi ved for eksempel, at mange skal have skiftet deres tag inden for de næste ti år, og derfor er der grund til, at vi politikere kigger mere på dette område. Derfor lytter vi til branchen og inddrager alle relevante parter, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu