Boligudsatte børn klarer sig dårligere i skolen

28. februar 2013 13:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Boligudsatte børn klarer sig dårligere i skolen
Billede mangler

Børn i familier, der har prøvet at blive sat ud af boligen af fogeden, klarer sig ofte dårligere i uddannelsessystemet end jævnaldrende. Det viser en ny rapport fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

 

Undersøgelsen viser, at børnene ofte får lavere karakterer ved folkeskolens afgangseksamen, og de tager sjældnere en ungdomsuddannelse. Børnene er generelt ofte bekymret for fremtiden, og mange har fysiske symptomer som ondt i maven og i hovedet.

»Undersøgelsen viser, at mange af de boligudsatte børn lever under forhold, der nærmer sig hjemløshed, og det er selvfølgelig en belastning for dem,« siger Helene Oldrup, forsker og medforfatter til undersøgelsen, i en pressemeddelelse.

SFI-rapporten tegner et billede af, hvem de boligudsatte familier er, og hvordan det går dem efter udsættelsen. De fleste familier, der sættes ud af boligen, er etnisk danske, og mange består af tre eller flere børn. Forældrene, der ofte er unge, har ingen eller kort uddannelse. Mange er på kontanthjælp, dagpenge eller orlov. Familierne flytter generelt oftere end andre, og nogle bor i lange perioder hos skiftende familie og venner.

Undersøgelsen viser desuden, at antallet af boligudsatte familier steg voldsomt fra 2002 til 2009. I 2002 blev knap 1.000 børn berørt af en udsættelse, mens tallet i 2009 var cirka 2.000.

SFI vurderer, at samlet 5.503 familier – i alt 11.555 børn – blev sat ud af boligen eller fraflyttede adressen i forbindelse med en fogedsag i perioden 2002-2009.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu