Bøllebank til B&O på fondsbørsen

22. marts 2013 09:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bøllebank til B&O på fondsbørsen
Billede mangler

Nedjusteringer bliver normalt ikke godt modtaget på fondsbørsen, og Bang & Olufsens voldsomme en af slagsen fredag er ingen undtagelse.

 

Få minutter efter handlen var komme i gang, lå B&O i kursen 52 – hvilket er et fald på 14 procent i forhold til lukkekursen torsdag.

Kursfaldet var ventet. Fredag før børsåbningen sendte Struer-virksomheden en børsbombe på gaden i form af en nedjustering af forventningen til årets resultatet. Tidligere forventede B&O et positivt resultat – men efter fredagens meddelelse står det klar, at topchef Tue Mantoni & co. nu tror, at det bedste, de kan præstere for det forskudte regnskabsår 2012/13, bliver et driftsunderskud (EBIT) på mellem 150 og 200 millioner kroner. 

Det hele bunder angiveligt i et svagt salg af B&Os kerneprodukter – altså de dyre lyd- og TV-anlæg. B&O er de seneste år blevet presset af et vigende salg i det kriseramte europæiske marked, og det fik sidste år ledelsen i det hæderkronede jyske firma til at varsle en større omlægning af dens europæiske salgsapparat.

Op i mod 125 butikker skulle lukkes inden for en periode på halvandet år. B&O skriver i fredagens børsmeddelelse, at en del af årsagen til det faldende salg, der alene i tredje kvartal ser ud til at dykke fra 766 millioner kroner til 655 millioner kroner, netop er, at der er blevet lukket mange butikker, og at tempoet faktisk er accelereret i forhold til den oprindelige plan.

Salgsnedgangen i kombination med engangsudgifter til at lukke butikkerne hamrer det forventede resultat for tredje kvartal i rødt, og det kommer alt andet lige til at påvirke årets resultat negativt.

Bang & Olufsen venter at sende den fulde rapport for tredje kvartal på gaden 5. april.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu