Bombe: Wieghorst ny assistent i Swansea

7. februar 2013 16:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bombe: Wieghorst ny assistent i Swansea
Billede mangler

Danmark mister en U/21-landstræner, mens Michael Laudrup og Swansea får en assistenttræner. Det er resultatet af en opsigtsvækkende rokade fra Danmark til Wales.

 

Den tidligere FC Nordsjælland-træner Morten Wieghorst står i dag i spidsen for det rød/hvide U/21-hold, men med kontraktudløb til sommer står verden åben for den tidligere landsholdsspiller. DBU har ønsket at forlænge, men Wieghorst har holdt unionen ud i strakt arm med et ønske om igen at blive klubtræner. Nu viser det sig hvorfor. 

Sporten.dk erfarer således, at Morten Wieghorst får opfyldt sit ønske om igen at have græs under fødderne hver dag. Men det bliver ikke dansk græs. 

Fredag præsenteres Morten Wieghorst i Swansea som ny assistenttræner for Michael Laudrup. Wieghorsts første møde med Premier League sker på et lille, intimt pressemøde efter træningen.

Morten Wieghorst starter i sit nye job i det sydlige med øjeblikkelig virkning, og det kommer en smule bag på DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen. 

– Det overrasker mig lidt. Jeg havde en idé om, han ikke ville forlænge med os, men det overrasker mig, at han bliver præsenteret i Swansea i morgen, siger DBU-bossen til sporten.dk.

Med Wieghorsts afgang skal DBU øjeblikkeligt finde en afløser til jobbet som U/21-landstræner. Dén proces er igangsat. 

– Vi har holdt os løbende orienteret, men jeg kan ikke fortælle, hvor langt vi er i processen, bedyrer Jim Stjerne Hansen. 

Morten Wieghorst har været U/21-landstræner siden sommeren 2011, men nu starter et nyt, britisk kapitel i den tidligere Celtic-kæmpes karriere.      

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu