Bombealarm på Valby Station afblæst

10. februar 2013 16:54 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bombealarm på Valby Station afblæst
Billede mangler

Valby Station blev søndag eftermiddag spærret og al togdrift indstillet på grund af fundet af en mistænkelig sportstaske. Men tasken viste sig at være ganske harmløs.

 

– Vi ophæver nu afspærringen. Det viste sig at være en taske, der indeholdt tøj, da personale fra Hærens Ammunitionstjeneste, EOD, åbnede den. Togdriften er igen genoptaget, siger den centrale vagtleder hos Københavns Politi, Jens Kristiansen, til b.dk.

Bombeeksperter og bombehunde fra EOD blev tilkaldt umiddelbart efter fundet af den mistænkelige taske på perron fem, efter politiet modtog en henvendelse om den efterladte taske.

– Vi får klokken 14.48 en anmeldelse fra en borger, der bemærker, at der står en efterladt taske, og det reagerer vi selvfølgelig på. Vi har besigtiget tasken, talt med vedkommende og ud fra det vurderet, at det var nødvendigt at tilkalde eksperter, siger Jens Kristiansen.

DSB oplyser, at togene igen standser på Valby Station. Tidligere kørte hverken S-tog eller regionaltog til og fra Valby Station på grund af den mistænkelige taske, ligesom fjerntogene kørte over Godsbanegården.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu