Bombeekspert bliver afhørt i dag

24. april 2012 10:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Bombeekspert bliver afhørt i dag
Billede mangler

Turen er kommet til de medicinske eksperter i den makabre retssag i Tingretten i Oslo.
De skal nu fortælle den brutale sandhed om drabene og de skader, som den drabs- og terrortiltalte Anders Behring Breivik forårsagede i regeringskvarteret i det centrale Oslo.
Både politi, vagtpersonale og retsmedicinere skal afgive forklaring for retten i de nærmeste dage.
En medarbejder fra Ministeriernes Servicecenter er det første vidne. Han var blandt de vægtere, der undersøgte bombebilen og tog registreringsnummeret, inden den sprængte i luften.
En sprængningsekspert fra forsvaret, en politibetjent og en indsatsleder skal afgive forklaring om den et ton tunge gødningsbombe, gerningsstedet og det kaos, der opstod efter eksplosionen.
Derefter skal en retsmediciner fremlægge obduktionsrapporterne for de otte, der blev dræbt. I dagene efter terrorangrebene skulle retsmedicinerne på Rikshospitalet undersøge flere end dobbelt så mange drabsofre, som normalt i Norge på et år.
I regeringskvarteret tog det en uge, inden ligene af de hårdest medtagne kunne identificeres med dna.
John Hestnes, der er leder af støttegruppen for de efterladte og overlevende fra regeringskvarteret, følger dagligt retssagen mod Breivik fra sal 250 i Oslo Tinghus.
– Det bliver krævende. Nu skal de genopleve detaljerne fra 22. juli minut for minut. Det bliver knaldhårdt, siger han om de kommende dage.
Tirsdag morgen skal retten også tage stilling til en begæring fra tv-kanalen NRK og Norsk Presseforbund om at måtte transmittere Breiviks reaktioner uden lyd, når de overlevende fra Utøya skal vidne.
Breivik havde også ønsket at kommentere den første psykiatriske udredning under sin forklaring, men af tidshensyn sker det først onsdag morgen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu