Bombetrussel mod banegård: To unge piger anholdt

19. december 2012 07:09 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Bombetrussel mod banegård: To unge piger anholdt
Billede mangler

På baggrund af overvågningsbilleder har ført politiet anholdt to piger, som mistænkes for at stå bag bombetrussel.
 
To piger blev tirsdag anholdt i forbindelse med en bombetrussel mod banegården i Brønderslev tidligere tirsdag.
 
– De bliver genkendt i området, efter det signalement vi havde, siger vagtchefen hos Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.
 
– Vi har rimelige gode billeder fra overvågningskameraerne på stationen, tilføjer han.
 
Anholdelsen er foretaget af politiet i Brønderslev, og vagtchefen kender ikke de nærmere omstændigheder og ved således heller ikke, hvor gamle pigerne er. Ifølge det signalement, som politiet har udsendt skulle de være mellem 15 og 18 år.
 
Nordjyllands Politi blev alarmeret klokken 13.21, efter at en person havde ringet til banegården og fortalt, at der var en bombe, som ville sprænge på et bestemt tidspunkt.
 
Det fik politiet til at evakuere banegården og afspærre området, men godt en time efter, at bomben skulle være sprængt, blev afspærringen ophævet, da politiet efter en grundig undersøgelse ikke havde fundet noget mistænkeligt.
 
Det viste sig, at truslen var blevet indtalt fra en mønttelefon på selve banegården, og overvågningsbilleder førte så til, at politiet anholdt de to piger.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu