Bondo begræder urokkelig KL

23. marts 2013 13:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bondo begræder urokkelig KL
Billede mangler

Om få dage udbryder der konflikt i folkeskolen. Kommunerne vil lockoute lærerne, så skolerne tvinges til at lukke og sende eleverne hjem.

 

Det ser nu ud til at blive den uundgåelige konsekvens af striden om lærernes arbejdstidsregler. Sent fredag aften brød forhandlingerne endegyldigt sammen, og dagen derpå konstaterer begge parter, at de fortsat står så langt fra hinanden, at et kompromis synes umuligt.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, placerer entydigt skylden for sammenbruddet på Kommunernes Landsforening (KL). Han understreger, at lærerne har fremlagt en række kompromisforslag, men de er alle blevet afvist af KL.

»KL mener, at der skal gøres op med at binde en bestemt tid til undervisningen. Det bryder vi os ikke om, men vi er gået fuldstændig ind på KLs tankegang, for det vigtige er at finde en løsning, som begge parter kan leve med,« siger lærerformanden.

KL vil at fjerne de nuværende centralt bestemte regler for, hvor meget tid lærerne skal have til forberedelse og undervisning og give skolelederne fuld råderet over lærernes arbejdsdag. Men det er at gå for vidt, mener lærerne.

De er tilfrede med den nuværende aftale, men har blandt andet foreslået, at man giver skolelederne råderet over en pulje med forberedelsestimer, at lærerne får 25 faste timers undervisning hver uge, samt at man venter med at lave en ny arbejdstidsaftale, til folkeskolereformen er vedtaget.

Lærerforeningen har ifølge formanden også forsøgt at leve op til KLs krav om, at lærerne skal indordne sig under de arbejdstidsregler, der gælder for de øvrige kommunalt ansatte.

»Vi har taget KLs udspil og tilføjet regler om mødeplaner, varslingsbestemmelser og opgørelser om overtid. Det er helt almindelige regler i den offentlige sektor, men KL vil ikke være med. Jeg har svært ved at se, hvordan de kan holde fast i deres argument om, at lærernes arbejdstid skal normaliseres,« siger Anders Bondo Christensen.

Men lærernes vilje til kompromis klinger hult hos KLs chefforhandler, Michael Ziegler (K). Så længe de afviser at give skolelederne fuld råderet over arbejdstiden, er en aftale udelukket, fastlår han.

»Vi står ret stejlt på grundprincippet om, at der ikke må være regler, der dikterer, hvad arbejdstiden skal bruges til. De har stået stejlt på, at de vil have regler. Det er kernen i konflikten,« siger Michael Ziegler, der konstaterer, at man ikke kan gå på kompromis med to så forskellige udgangspunkter.

»Hvad skulle kompromiset være? Der er ingen gylden middelvej. Det er et fundamentalt valg,« siger han.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet er ikke overrasket over sammenbruddet. Han er enig i, at et kompromis er umuligt, så længe parterne ikke vil rokke ved deres udgangspunkter.

»Ingen af dem har reelt bevæget sig en centimeter,« siger forskeren, der mener, at KL ser chancen for at få et længe næret ønske opfyldt.

»KL har prøvet at lave en ny arbejdstidsaftale i årtier. Nu har de regeringen på deres side, så derfor har de modet til at tage det endelige opgør,« forklarer han.

Hvis konflikten bliver en realitet, træder lockouten i kraft 2. april.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu