Bondo behøver ingen løsning i dag

11. marts 2013 12:15 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bondo behøver ingen løsning i dag
Billede mangler

Forhandlingerne om en ny overenskomst til lærerne på landets folkeskoler er mandag formiddag blevet genoptaget.
Formand for Danmarks Lærerforening (DLF) Anders Bondo Christensen behøver ingen løsning i dag, mandag, men vil gerne rykke nærmere sin modpart i forhandlingerne, Kommunernes Landsforening (KL).

 

»Det er ikke afgørende for mig, om vi bliver færdige i dag. Det vigtige er en aftale, der kan sikre tid til den gode undervisning. Derudover skal vi ned i substansen, vi skal have ord ned på et papir i stedet for bare at snakke om overenskomsten,« siger han og understreger, at håbet er at undgå en konflikt for at skåne børn og forældre det kaos, som en lockout kan medføre.

Chefforhandler for KL, Michael Ziegler, var mødt op i forligsinstitutionen inden Anders Bondo Christensen, men forud for dagens forhandlingerne sagde han til Berlingske Nyhedsbureau, at der vil være tale om forhandlinger med »substans«.

»Det er vores opfattelse, at lærerne ikke har været villige til at gå i realitetsforhandlinger. Men jeg tør godt sige, at vi nu er der, hvor vi er nede i substansen, hvor vi kan diskutere, hvad det er for regler, der skal gælde,« siger Michael Ziegler og påpeger, at det stadig er helt åbent, hvor det ender.

Findes der ingen løsning i forligsinstitutionen inden 1. april kan en lockout af op mod 50.000 lærere træde i kraft den første april. Det vil lukke skoler landet over. Forligskvinden, Mette Christensen, der skal udarbejde et mæglingsforslag, kan dog udskyde konflikten i to uger, hvis hun mener, der er fremskridt i forhandlingerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu