Bondo er klar til at forhandle

14. april 2013 23:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bondo er klar til at forhandle

De seneste uger har vi set og hørt ham igen og igen.

 

Han har forsøgt at forklare danskerne, hvorfor flere hundredetusinder af elever ikke kan gå i skole. Han udgør den ene part i konflikten mellem lærerne og Kommunernes Landsforening (KL). Han repræsenterer 41.099 skolelærere. Og i andre sammenhænge hele 515.000 offentligt ansatte.

Berlingske har spurgt 54-årige Anders Bondo Christensen, hvad den nuværende konflikt mellem Danmarks Lærerforening og KL egentlig handler om, og hvorfor parterne ikke bare sætter sig tilbage til forhandlingsbordet, så eleverne kan komme i skole.

»Konflikten handler om, hvorvidt vi skal gå efter ren økonomistyring eller have fokus på størst mulig kvalitet i undervisningen. Men konflikten skulle aldrig have været iværksat,« siger Anders Bondo Christensen.

Føler du dig så ikke forpligtet til at forhandle med KL lige nu?

»Vi er kommet med syv-otte udspil. Før påske kom vi med et udspil, men blev ikke engang budt til drøftelse. Jeg vil gerne forhandle lige nu. Men det kræver, at der er en reel forhandlingsvilje fra KL.«

Hvad præcist i KLs krav kan lærerne ikke acceptere?

»At vi ikke kan få samme regler som alle andre. At vi ikke kan få faste regler for, hvornår vi er på arbejde, hvornår vi har fri, og hvordan vi gør overarbejde op i løbet af en måned.«

Men KL vil da sige, at I får faste regler på de områder?

»Nej, det vil KL ikke sige. Vi kan ikke få en mødeplan, og vi kan ikke gøre vores overarbejdstid op hver måned. Det er helt basale ting i en overenskomst.«

Nå, jeg troede, at striden om lærernes forberedelsestid havde udløst konflikten?

»Nej, vi har accepteret, at den enkelte skoleleder afgør, hvor meget den enkelte lærer skal have til forberedelse. Igen og igen har vi hørt, at det er helt urimeligt, at den gamle lærer skal have samme forberedelse som den unge. Det har vi allerede accepteret.«

Så forberedelsestiden er ikke et krav?

»Vi stiller ingen krav. Vi siger, at for hver undervisningslektion skal der være to minutter pr. elev til at forberede sig.«

Det lyder som et krav?

»Nej, vi prøver at udmønte KLs krav. Det er KL, der kræver en ny aftale. I folkeskoleloven er det en forudsætning, at lærerne skal tilrettelægge undervisningen med udgangspunkt i den enkelte elev. Derfor giver det god mening, at antallet af elever har betydning for forberedelsen.«

Cirka 20 elever i hver klasse udløser 40 minutters forberedelse til hver klassetime. Hvorfor skal en lærer have det?

»Det er en pulje, som skolelederne suverænt kan fordele mellem lærerne. Og det omfatter samtale med skolepsykologer, ledelsen, andre lærere og konkret forberedelse – en hel stribe opgaver, som lærerne er forpligtet til.«

Svarer det ikke til, at sygeplejersker for eksempel krævede en fast pulje for, hvor meget tid de havde til at tale med patienterne og deres kolleger?

»Nej, nej. En sygeplejerske har en arbejdsuge på 37 timer med en række opgaver. Det er specielt for os, fordi vi er underlagt folkeskoleloven, så vi lovmæssigt er forpligtet til at lave individuel forberedelse.«

Hvor meget forberedelsestid har lærerne i dag?

»Det kan man ikke skille ud. Som udgangspunkt skal en lærer undervise 25,5 lektion om ugen.«

Så I ved ikke, hvor meget en lærer forbereder sig?

»Nej. Der er ikke afsat timer til forberedelse. I 2008 forlod vi begrebet forberedelse og sagde, at en lærer skal undervise 780 timer på årsplan, og derefter kommer alle de andre opgaver som forældremøder, tilsynsopgaver og forberedelse.«

KLs næstformand, Erik Fabrin (V), har netop udtalt, at der kun er én løsning: At I giver efter. Gør I det?

»Vi forhandler ikke i medierne. Men det dokumenterer, hvad vi hele tiden har sagt: At der ikke er tale om reelle forhandlinger.«

Du appellerede selv først til respekt for den danske model, men har siden opfordret til et regeringsindgreb. Hvordan kan man både respektere den danske model og bede om regeringsindgreb?

»Det hænger sammen med Fabrins udtalelse. At den danske model blev afmonteret fra starten, fordi der aldrig har været egentlige forhandlinger. Det er derfor, jeg har bedt om et indgreb.«

Hvem har efter din opfattelse retten til at lede og fordele arbejdet for lærerne?

»Skolelederen bestemmer suverænt, hvad lærerne skal bruge de 37 timer om ugen på.«

Men hvorfor må staten ikke sætte rammerne for offentligt ansatte skolelærere, når jeres løn er betalt af skattekroner?

»Vi har også accepteret, at skolelederen bestemmer. Men der er ikke ét sted i verden, hvor man har organiseret undervisere på den måde, man nu kræver fra KL og regeringen.«

Men det er vel staten og ikke de enkelte skoleledere, der sætter rammerne?

»Jeg synes, vi har en fælles interesse i de bedste rammer for god undervisning.«

Så hvem har retten til at lede offentligt ansatte?

»I 2008 lavede vi en aftale mellem KL og Lærernes Centralorganisation. Dengang udtalte KL, at aftalen var til et 12-tal, og at den ville skabe begejstring og engagement i folkeskolen. Det er det afgørende. Ikke hvem der bestemmer.«

På spørgsmålet, om skolelederne skal lede og fordele lærernes arbejde, er du lige blevet citeret for: »Gu’ skal de ej«. Hvad mener du egentlig?

»Min kommentar var en reaktion på, at KL og Moderniseringsstyrelsen siger, at nu skal lærerne ledes som alle andre. I dagligdagen er læreren leder af sit arbejde. Jeg reagerede på en retorik, der hører 1960erne til.«

Men det er lidt forvirrende, at du først siger det ene, og så det andet?

»Det er ikke modstridende, at lederen suverænt bestemmer over forberedelsestiden til den enkelte lærer, men at læreren er daglig leder af sit arbejde. Lærerne skal være medledere.«

Hvor stor er skuffelsen over regeringspartierne blandt dine medlemmer lige nu?

»Der er en kæmpe skuffelse.«

Så mange lærere vil stemme et andet sted næste gang?

»Det korte svar er ja.«

Hvor skal de gå hen?

Anders Bondo Christensen begynder at grine.

»Du kan jo læse Jyllands-Posten i dag,« siger han med reference til en artikel om, at enkelte lærere overvejer at stifte et nyt parti.

»Jeg har været i overenskomstsystemet i mange år, og jeg har deltaget i vanskelige forhandlinger. Jeg har aldrig før oplevet, at der ikke var tale om reelle forhandlinger. Aldrig.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu