Bondo: Støtte fra gymnasielærerne er et vigtigt signal

7. marts 2013 09:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bondo: Støtte fra gymnasielærerne er et vigtigt signal
Billede mangler

»Et utroligt kærkomment skulderklap« fra søsterorganisationen. Det er formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensens reaktion på, at Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) repræsentantskab har besluttet at støtte deres kolleger i folkeskolen, hvis den verserende konflikt mellem Kommunernes Landsforening (KL) og folkeskolelærerne ender i en lockout 1. april.

 

»Det er da klart, at sådan en søsterorganisations støtte betyder rigtig meget for os,« siger Anders Bondo og understreger, at folkeskolelærerne har mødt bred opbakning i fagbevægelsen.

Den økonomiske støtte, som gymnasielærerne har lovet, er dog ikke altafgørende. Vigtigere er det symbolske skulderklap.

»Vi er en særdeles velpolstret organisation. Al hjælp er velkommen, men vi kan også klare meget selv, så jeg vil sige, at vi både er glade for den økonomiske støtte, men i høj grad også det meget vigtige signal, som gymnasielærerne sender til os her,« siger Bondo.

Som begrundelse for støtten udtaler gymnasielærerne, at regeringen »tromler undervisere i Danmark i øjeblikket«, og at det ikke er reelle forhandlinger mellem arbejdsgiver og lærere. Derfor er folkeskolelærernes kamp vigtig, lyder det.

Næstformand i KL, Erik Fabrin, vil ikke kommentere på gymnasielærernes støtte, men mener, at lærerne giver et helt forkert indtryk af virkeligheden og den aftale, som kommunerne forsøger at indgå med dem.

»Lige i øjeblikket prøver de (lærerne, red.) at tegne et billede af, at folkeskolen bliver bombet tilbage til stenalderen, og at de selv skal gå ude i stenbruddet og hakke runer. Sådan er det jo ikke. Folketinget er indstillet på at afsætte endnu flere penge til en reform af det, der i forvejen er verdens dyreste folkeskole. Det kalder lærerne en discountløsning, og det synes jeg, er fuldstændigt usmageligt,« siger Fabrin.

Han peger på, at forskning viser, at børn gennem mere tid med underviserne lærer mere, og derfor burde det være indlysende, at mere undervisning er godt.

»Det bliver udlagt som en sveder, som en straf, til de lærere, der er uddannet og ansat til at være sammen med børnene. Det er at tale folkeskolen ned i befolkningens øjne, og det er fuldstændigt unødvendigt,« siger KLs næstformand.

Det er lærernes formand, Anders Bondo Christensen, dog langt fra enig i, for mere tid med eleverne betyder ifølge ham mindre forberedelse.

»Vi arbejder for, at lærerne kan komme velforberedt og engageret ind i undervisningen og give eleverne den allerbedste undervisning. Det er hjerteblod; det var derfor, vi blev lærere. Lærerjobbet er verdens bedste job, når vi lykkes med det. Til gengæld er det frygteligt at være lærer, hvis man ikke er over sit stof og har mulighed for at lave ordentlig undervisning. I sidste ende er det jo eleverne, der er afhængige af, at der står en engageret lærer i klassen,« siger han.

s

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu