Bondo tror på overenskomst for regionerne i dag

22. februar 2013 12:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bondo tror på overenskomst for regionerne i dag
Billede mangler

»Jeg synes ikke, det på nogen måde ser uoverskueligt ud.«

 

Forhandlingsleder for KTO og formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, regner med, at der i løbet af fredagen bliver indgået en aftale om en overenskomst for regionernes omkring 120.000 offentligt ansatte i social- og sundhedssektoren.

Parterne sætter sig ved forhandlingsbordet fredag eftermiddag, men da der allerede tidligere er indgået aftaler for staten og kommunerne, forventer Anders Bondo, at fredagens forhandlinger ender med en aftale.

»Jeg er optimistisk i forhold til, at vi får et resultat hjem. De politiske drøftelser, vi allerede har haft, har skabt et grundlag for, at vi kan slutte det her inden for en rimelig tidsramme, siger Anders Bondo Christensen.

Han mener ikke, der er mange store knaster, der skal høvles af, inden parterne kan finde fælles fodslag for en aftale.

»Der ligger i virkeligheden ikke så meget. Vi har selvfølgelig ikke været inde på hele rammespørgsmålet, altså økonomien og de generelle lønstigninger, så det er den største udfordring, men når jeg også er rimelig fortrøstningsfuld i forhold til det, så er det fordi, der er indgået forlig på både staten og kommunernes område,« siger han.

»Det vil sige, at et af de hovedtemaer, der har været, nemlig om der skal være den her reguleringsordning, der regulerer de offentlige lønninger i forhold til de private lønninger, er afklaret,« siger forhandlingslederen.

I alt skal omkring 800.000 ansatte i den offentlige sektor have ny overenskomst i år, men en del aftaler er altså allerede indgået. I den kommende tid skal en række lokale forhandlinger på det kommunale område finde sted.

Den mest omdiskuterede forhandling begynder først på tirsdag i næste uge, hvor der skal forhandles om arbejdstid for lærerne. Her regner Anders Bondo Christensen med langstrakte forhandlinger.

»Der tager jeg soveposen med,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu