Bondo vil have hjælp fra Canada og Finland

29. marts 2013 15:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bondo vil have hjælp fra Canada og Finland
Billede mangler

Lærerne har igen lagt et forslag på bordet for at undgå, at folkeskoleelever går forgæves tirsdag efter påske på grund af en lockout.

 

Denne gang foreslår Lærernes Centralorganisation (LC) med Anders Bondo som chefforhandler, at parterne går tilbage til forhandlingerne for at lande en aftale for skoleåret 2014-15.

Men denne gang med en moderator, som uden at blande sig skal få forhandlingerne til at fungere, og med inspiration fra internationale eksperter for at kvalificere forhandlingerne.

»Hvis vi med deres viden om, hvad rammerne er for at lave god skole, kan få et fælles udgangspunkt for nye forhandlinger, kan vi måske nå et landingspunkt i fællesskab,« siger Anders Bondo Christensen til Berlingske Nyhedsbureau.

LC foreslår, at det bliver de anerkendte eksperter Andreas Schleiser fra OECD, Ben Levin fra Canada og Passi Sahlberg fra Finland.

KL har tidligere afvist at forhandle videre om en aftale, der først kan træde i kraft om godt et år, men det mener Bondo også, at lærerne kommer med en løsning på.

»KL har ikke villet forhandle videre, fordi man ikke kan frigøre sig fra den nuværende aftale. Men vi foreslår, at begge parter kan erklære forhandlinger for afbrudt og frigøre sig med en frigørende konflikt,« siger han.

Med forslagene, som ifølge Bondo er sidste chance, håber lærerne, at de kan komme ud af den »totalt fastlåst situation«, der er i øjeblikket.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu