Boom i salget af brugte cykler

10. marts 2012 07:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Boom i salget af brugte cykler
Billede mangler

På gulvet i en lejlighed står en budcykel på et lagen. 30-årige Mads Klingenberg har købt den på Den Blå Avis. Nu er han i gang med at sætte den i stand, inden han sælger den videre. Det har han gjort med mere end tyve cykler.
Der bliver handlet brugte cykler som aldrig før, og danskerne er glade for at købe brugt. På Den Blå Avis er antallet af cykelsøgende brugere steget med 47 procent i forhold til samme måned sidste år.
I løbet af de sidste fire uger har dba.dk haft 220.000 gæster på deres netavis, der ledte efter cykler.
“Det svarer faktisk til 7.500 besøg pr. dag. Det synes jeg er rigtig mange,” siger kommunikationschef Simon Karsø til Newspaq..
Han peger på finanskrisen som den største forklaring på den store stigning.
“Hvis man skal købe cykel til sig selv og sin familie, er det billigere at købe dem brugt og selv sætte dem i stand,” siger Simon Karsø.
Derudover køber flere brugte cykler for at sætte dem i stand og sælge dem videre.
Det gælder for eksempel Mads Klingenberg. Han har gennem de sidste par år specialiseret sig i at opdrive, istandsætte og sælge gamle budcykler. Typisk tjener han omkring 500 kroner på en cykel, og ofte er han nødt til at tage langt væk fra København for at finde de billigste cykler.
“Det er tit i Jylland, at de har de billige budcykler til salg. Så jeg låner en bil og en trailer, og så kan jeg lave en tur, hvor jeg henter fem cykler, som jeg kan sætte i stand,” fortæller Mads Klingenberg, der ikke er uddannet til at sætte cykler i stand.
Normalvis skifter han kæde, ordner bremser og fjerner den værste rust, før han sælger cyklen videre til københavnske kunder på nettet.
Og det er på Sjælland, at interessen for de brugte tohjulede transportmidler er størst.
I løbet af de seneste fire uger har sjællænderne købt 36 procent flere brugte cykler end jyderne, oplyser Simon Karsø fra DBA.
Da mange selv sætter cykler i stand, er antallet af solgte reservedele også steget markant.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu