Borgerligt nej til Astrid Krags forbud

23. februar 2013 12:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Borgerligt nej til Astrid Krags forbud
Billede mangler

Hvis det står til sundhedsminister Astrid Krag (SF), bør læger, sygeplejersker og jordemødre ikke have lov til at købe aktier inden for medicinal- og medicoindustrien.

 

Politiken skriver lørdag, at en arbejdsgruppe med repræsentanter for regioner, Sundhedsstyrelsen, Lægeforeningen, Danske Patienter, Forbrugerrådet og Lægemiddelindustriforeningen er på vej med en rapport om, hvordan sundhedssektoren undgår interessekonflikter.

Et af forslagene er en grænse for aktieinvesteringer på 300.000 kroner for sundhedsansatte. Ministeren siger til Politiken, at hun er klar til at gå et skridt videre og indføre et totalforbud mod, at læger kan eje aktier eller anparter i medicinalvirksomheder.

Venstres sundhedsordfører Sophie Løhde (V) afviser forslaget, som hun over for Politiken kalder »grænsende til det totalitære«.

Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix (Ø) finder derimod ministerens udmelding »spændende«.

»Jeg synes, det er værd at diskutere et totalforbud. Vi ved, at det betyder meget for, hvordan man praktiserer som sundhedsperson, hvis man selv har økonomiske interesser at pleje. Det er vigtigt, at vi som patienter og borgere kan være sikre på, at læger og sygeplejersker er uafhængige i forhold til deres faglighed,« siger Stine Brix.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF), mener dog, at et totalforbud mod at eje aktier er for vidtgående.

»Der skal være en grænse, ikke et totalforbud – det er for stringent. Men jeg er enig i, at vi skal vide, hvad læger investerer i, og hvis de har mange aktier i et bestemt firma. Der skal være en gennemsigtighed,« siger Liselott Blixt.

Hos de Konservative finder sundhedsordfører Benedikte Kiær (K), at ministerens udmelding er naivt.

»At lave et system, hvor man sætter regler for, hvordan man inden for lovens rammer vil bruge sine penge, er at hæmme menneskers frihed,« siger Benedikte Kiær.

Hun mener, at forslaget vil få vidtrækkende konsekvenser.

»Hvad så med de mennesker, der sidder i kommuner og regioner og styrer udbuddet af rengøring, må de så heller ikke investere i ISS-aktier,« spørger hun retorisk.

Sundhedsordfører hos Liberal Alliance, Joachim B. Olsen (LA), er lige så afvisende.

»Det er en urimelig mistænkeliggørelse af læger. Vi har slet ikke brug for nogen grænse for, hvor meget de må investere. Det er mennesker med en viden, og den viden skal de kunne omsætte til investeringer. Det vil give os de bedste produkter på markedet, til gavn for patienterne,« siger Joachim B. Olsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu