Borgmestre afviser kritik af modeugen

1. februar 2013 11:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Borgmestre afviser kritik af modeugen
Billede mangler

Kritikerne skyder langt over mål, når de fordømmer forsiden af årets modeuge-program for at sende uheldige skønhedsidealer og portrættere en alt for tynd model, mener Københavns beskæftigelsesborgmester, Anna Mee Allerslev (R). Hun bakkes op af kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V), skriver b.dk.

 

Billedet er nemlig kun en lille del af modeugens samlede udtryk, som i det store og hele er sundt og naturligt, påpeger Anna Mee Allerslev.

– Det er jo modellerne på catwalken, som danner forbrugernes idealer, sætter standarden i modebranchen og som de danske piger ser op til. Og her ser de betydeligt sundere ud, end vi har set tidligere. Jeg tror kun, jeg har set en enkelt, der var meget tynd – og det kan jo være fra naturen, siger hun til b.dk.

Torsdag kritiserede Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) ellers i skarpe vendinger modeugens tynde blikfang. Så sent som tirsdag var organisationen sammen med Danish Fashion Institute (DAFI), der står bag modeugen, med til at lancere en opdatering af det »etiske charter«, der stiller krav til modebranchen om modellernes sundhed.

– Hun er meget tynd, og den vinkel hun er taget fra, og måden hun står på, får hende til at se endnu mere tynd ud, sagde formand for LMS, Anne Minor Christensen.

– Vi sender samtidig et signal til omverdenen om, at man skal se sådan ud for at være perfekt, og det er problematisk, for vi ser jo ikke sådan ud. Der er ikke ret mange, der kan identificere sig med billedet, sagde hun.

Beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev er »ked af«, at landsforeningen føler, at billedet er krænkende. Men man skal passe på, at kritikken ikke bliver lige så krænkende, siger hun.

– Jeg går ud fra, at pigen overholder alle charterets rettigheder. Og så synes jeg, det er svært at gå ud at kritisere udtrykket, når vi ikke har nogen grund til at tro, at hun er hverken syg eller dårlig. Nogle er jo høje og tynde af natur. Og hvis vi skulle diskriminere eller udråbe dem som syge, synes jeg faktisk, det ville være krænkende for modellernes personlige frihed, siger Anna Mee Allerslev.

Heller ikke kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev ser nogen grund til at kritisere modeugens arbejde.

– Lad os hellere rose direktør Eva Kruse og DAFI for, at de netop tager modellernes sundhed og arbejdsforhold seriøst og stadig har en realistisk tilgang til branchen og dens behov. For kun ved at arbejde for bedre vilkår, kan man skabe forandring, siger Pia Allerslev i en skriftlig kommentar.

Københavns Kommune støtter modeugen med 7,5 millioner kroner over fire år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu