Borgmestre vil skære i hjælpen til handicappede

21. marts 2013 01:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Borgmestre vil skære i hjælpen til handicappede

Krisen får nu landets borgmestre til at gøre op med noget, der ellers har været et tabu i velfærdsstaten – nemlig at skære i hjælpen til de svageste grupper som blandt andre handicappede. En undersøgelse Radio24syv har gennemført blandt landets 98 borgmestre, hvoraf knap halvdelen har svaret, viser, at hele 68 procent af borgmestrene mener, at de handicappede selv skal betale for hjælpemidler, hvis de ellers har midler til det.

 

En af dem er borgmester Carsten Kissmeyer (V) fra Ikast-Brande Kommune.

»Vi bliver nødt til at overveje en større grad af brugerbetaling. Det er der ingen tvivl om. Og det kommer også til at gælde de handicappede. Jeg tror, at vi skal give valget til de handicappede selv,« siger han til Radio24syv.

Borgmesteren peger på, at det eksempelvis koster kommunen omkring 2.400 kroner at visitere en ældre til en rollator. Hvis den ældre derimod selv går ud og køber en, kan man få en udmærket rollator for omkring 700 kroner.

»I dag kan man eksempelvis få skiftet sin handicapbil ud, når den er over seks år gammel. Det ser jeg ingen grund til. Der er mange almindelige familier, der kører med biler, der er ældre,« siger Carsten Kissmeyer.

Knap halvdelen af borgmestrene mener ligeledes, at de handicappede selv skal betale for pleje- og omsorgsopgaver, hvis de har penge til det.

Samtidig svarer næsten en femtedel, 22 procent, at de samlede tilbud til mennesker med et handicap er for generøse. En anden femtedel ved ikke, mens 41 procent af borgmestrene afviser det udsagn.

Yderligere svarer hele 58 procent af borgmestrene ja til udsagnet om, at danskerne har for høje forventninger til, hvad det offentlige kan tilbyde på handicapområdet.

Socialdemokratiets handicapordfører, Maja Panduro (S), mener dog, at hjælpen skal afgøres af personens handicap og hjælpebehov og ikke af, hvad vedkommende har råd til.

»Og for øvrigt – hvis man bilder sig ind, at her er tale om en meget stor gruppe af borgere med store pengebundter i madrassen, tror jeg godt, at man kan tænke om igen,« siger hun til Radio24syv og fortsætter:

»Vores handicappolitik skal handle om, hvordan vi sikrer rammerne for, at du – også med et handicap – er en del af fællesskabet, og at vi skaber mulighed for, at du kan bidrage med det, som du kan, eksempelvis på arbejdsmarkedet. Det er et helt grundlæggende princip, at hjælpen skal tilrettelægges efter en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov og for at fremme inklusion, respekt for forskellighed, lige muligheder, tilgængelighed, myndiggørelse og selvbestemmelse for mennesker med handicap, sådan som også FNs handicapkonvention siger det.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu