Børnene bestemmer, hvor ferien går hen

6. juni 2012 10:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Børnene bestemmer, hvor ferien går hen
Billede mangler

Badestrande, tag-selv is og hoppeborge er højt på ønskelisten, når børnene drømmer om sommerferien. Og rigtig mange af dem får faktisk lov til at bestemme, når sommerdestinationen skal vælges.
I hver tredje familie har børnene ‘høj’ eller ‘meget høj’ indflydelse på sommerens feriemål. Det viser en undersøgelse, som Wilke har foretaget for Newspaq.
Og det kommer ikke bag på familieterapeut Vibeke Dalum.
– Børn har jo fået mere og mere medbestemmelse i familien. Familier bliver mere og mere et demokratisk sted, siger hun til Newspaq.
Når børnene sidder med beslutningen, er det nogle bestemte rejsemål, der er særligt populære.
– Det er populært, at hotellerne har en stor, indbydende swimmingpool, og at det ligger tæt på stranden. Børnene vil ikke bo inde i landet, og de vil være steder, hvor der er andre børn at lege med. Gerne børneklubber, lyder det fra Stig Elling, salgschef i Star Tours.
Børnefamilierne har også været med til at skabe et boom i en helt speciel type indkvartering.
– Der er blevet endnu flere familier, der vælger all inklusive, hvor børnene kan spise is, drikke sodavand og spise pizzaslices og gøre lige nøjagtig hvad de vil i døgnets 24 timer, siger Stig Elling.
Den del af rejserne har på få år ædt sig fra en andel på 10 procent til 30 procent af alle rejser, Star Tour sælger. Og det er takket være børnefamilierne.
Selv hvis man bliver i Danmark, er det tydeligt at se, at børnefamilierne går efter noget bestemt.
– De går efter et samlet udbud af mange forskellige oplevelser. Forældrene vil gerne have kultur, og børnene er altid interesseret i attraktioner, siger Mette Dahl-Jensen, kommunikationschef i Visit Denmark.
Det kan for eksempel være forlystelsesparker eller naturlegepladser.
Men det er slet ikke nogen god idé at give muligheden for at bestemme, hvor ferien skal tilbringes.
– Det ansvar, der kommer til at hvile på dem, hvis det går skævt og ikke lykkes, det kan børn slet ikke bære, siger Vibeke Dalum.
Og faktisk har familierne ikke brug for underholdning i ferien. De er bare bange for at kede sig, vurderer familieterapeuten, som mener, at forældrene i langt højere grad skal fokusere på samvær i stedet for aktiviteter og højt tempo.
– Ferie burde være en tid, hvor man sammen gør noget andet end det, man plejer, siger hun til Newspaq.
Derfor nytter det ikke, hvis man tager til et ressort og bare flytter institutionen til varmere himmelstrøg, lyder det fra hende.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu