Brancheforening raser mod silikone-tilbud

30. marts 2012 17:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Brancheforening raser mod silikone-tilbud
Billede mangler

Det skal være slut med at få tilbud om en billig silikone-operation, hvis det står til Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, BPK.
De støtter Forbrugerrådet i, at sådanne tilbud skal forbydes, skriver BPK i en pressemeddelelse.
Udmeldingen kommer efter dagens tilbud fra Sweetdeal, som er en tilbudsordning på internettet, på et par billige silikone-bryster.
“Få en brystforstørrende operation på Glostrup Privathospital, som årligt inspiceres af Sundhedsstyrelsen. Du vælger, i samråd med speciallægen, størrelsen på implantaterne op til 550 cc. Fuld returret!,” står der i dagens Sweetdeal-tilbud.
BPK støtter Forbrugerrådets ønske om at ændre markedsføringsloven, så slagtilbud på silikonebryster bliver gjort forbudt. Ifølge foreningen er de slagtilbud nemlig etisk og lægefagligt uansvarlige.
“Vi er enige med Forbrugerrådet i, at et operativt indgreb, herunder en brystforstørrelse, ikke er noget, man skal tage beslutning om i huj og hast, fordi der her og nu er et godt tilbud. Kirurgi er ikke og skal ikke være en vare på linje med takeway-mad, der kan bestilles med et enkelt klik,” siger sekretariatschef i BPK, Naomi Pag.
Den 29. februar foreslog Forbrugerrådet at ændre markedsføringsloven, så slagtilbud på silikonebryster og botox forbydes. Og BPK er mere end klar til at støtte op om en lovændring.
Brancheforeningen støttede også op om Forbrugerrådets kritik af tilbuddene på Sweetdeal i november 2011.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu