Bredt flertal i Folketinget støtter SU-reform

21. februar 2013 22:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bredt flertal i Folketinget støtter SU-reform
Billede mangler

Da regeringen tirsdag præsenterede sit forslag til en SU-reform, var Dansk Folkeparti yderst skeptiske over for, hvorvidt partiet kunne bakke op om regeringens ønske om at spare to milliarder kroner på uddannelsesstøtten.

 

Men torsdag aften bakker partiet ligesom de øvrige partier i Folketinget bortset fra Enhedslisten op om en aftale, der ændrer SU-systemet for at få de unge hurtigere igennem studiet.

I et såkaldt forslag til vedtagelse opfordrer forskningsordførerne fra SF, Socialdemokraterne, de Radikale, Liberal Alliance, Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti derfor regeringen til at indkalde til forhandlinger om en reform.

»Folketinget konstaterer, at danske unge generelt er ældre, når de færdiggør deres videregående uddannelse, end andre europæiske landes unge, og at en nedbringelse af færdiggørelsesalderen vil kunne forbedre samfundsøkonomien, samtidig med at målsætningerne om flere uddannede og højere kvalitet af uddannelserne fastholdes. Folketinget opfordrer på den baggrund regeringen til at indkalde til forhandlinger om en reform, der gennemfører forbedringer i uddannelserne og nedbringer forsinkelse i studiestart og undervejs i studierne gennem ændringer i SU- og uddannelsessystemet,« står der i opfordringen fra ordførerne.

Et forslag til vedtagelse er alene en politisk udtalelse, og partierne bag den garanterer ikke, at de vil være en del af et kommende forlig. Men det kan sende et vigtigt signal om, at partiet er klar til at forhandle.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu