Breivik accepterer sin forvaringsdom

24. august 2012 15:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Breivik accepterer sin forvaringsdom
Billede mangler

Massemorderen Anders Behring Breivik accepterer dommernes afgørelse og vil ikke anke sin forvaringsdom.
Det siger hans forsvarer Geir Lippestad til NTB, efter at Oslo Byret tidligere fredag har idømt Breivik forvaring på 21 år for massakren på Utøya og terrorbomben i Oslo 22. juli sidste år.
– Breivik har hele tiden set sig selv som tilregnelig og er ikke overrasket over dommen. Han gentager, at han ikke vil anke, siger Geir Lippestad.
Dermed står Breivik ved sine tidligere meldinger om, at han ikke ville anke dommen, hvis han blev fundet tilregnelig.
Breivik har ifølge sine advokater længe haft tiltro til, at retten ville kende ham tilregnelig.
– Det er det, som han har sagt til os ved de møder, vi har haft med ham. Nu ser vi, at det er det resultat, som retten enstemmigt er nået frem til, siger forsvarer Vibeke Hein Bæra.
Når der kommer en officiel melding om, at Breivik ikke vil anke, er der ingen vej tilbage. Beslutningen kan altså ikke ændres på et senere tidspunkt.
Op til offentliggørelsen af dommen var der på grund af to modstridende rapporter fra retspsykiatere tvivl om, hvorvidt den 33-årige ville blive erklæret utilregnelig i gerningsøjeblikket.
Anklagerne har påpeget, at Breivik, på grund af tvivl om hans tilregnelighed, burde idømmes psykiatrisk behandling.
Men retten har nu – tilsyneladende til glæde for en smilende Breivik – slået fast, at massemorderen var tilregnelig, da han dræbte 77 mennesker i Oslo og på øen Utøya.
Med Breiviks beslutning er det nu op til anklagerne, om det endelige punktum er sat i sagen.
Flere af de pårørende har givet udtryk for, at de ønsker at lægge sagen bag sig, og at en ny retssag vil være en unødig stor belastning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu