Breivik afslører: Ville dræbe journalister

17. april 2012 16:51 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Breivik afslører: Ville dræbe journalister
Billede mangler

Et af Anders Behring Breiviks primære terrormål var en konference for kritiske og undersøgende journalister, hvor over 670 pressefolk deltog.
Det afslørede han tirsdag fra anklagebænken i Oslo Byret, hvor man er i færd med andendagen i den længe ventede terrorsag, som strækker sig over ti uger.
Den pågældende konference, som foregik på et hotel i starten af april sidste år, var arrangeret af Skup, der er en sammenslutning af undersøgende og kritiske journalister i Norge.
“Jeg synes Skup-konferencen var et mere legitimt mål og arbejdede hårdt for det,” lød det tirsdag fra Breivik i retssal 250 i den topsikrede retsbygning i Oslo.
“Desværre klarede jeg ikke at gennemføre Skup-aktionen,” tilføjer han uden at forklare hvorfor.
Senere faldt hans øjne i stedet på øen Utøya, som Breivik på et tidspunkt i slutningen af juni måned besluttede sig for at angribe.
Ved Skup-konferencen, som foregik på et hotel i Tønsberg syd for Oslo, var flere navnkundige mediepersonligheder til stede. Blandt andre den berømte undercover-journalist Günther Wallraff.
En rød tråd i Breiviks forklaring i Oslo Byret har været, at medierne har ført det norske folk bag lyset ved at fortie virkningerne ved “multikulturalisme” og “masseindvandring”.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu