Breivik-dommer hygger med kortspil i retten

4. juni 2012 17:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Breivik-dommer hygger med kortspil i retten
Billede mangler

Retssagen mod Anders Behring Breivik bliver dækket intenst af medierne, men for en kort stund er det ikke den terrortiltalte nordmand, der er i fokus.
En meddommer i retssagen er blevet fanget på video, hvor man ser ham spille kabale på sin bærbare computer i byretten i Oslo.
Rettens tv transmission fangede i nogle sekunder dommer Ernst Henning Eielsens skærm. Han er en af de tre meddommere i sagen.
Han sad og spillede kabale, da professor i religionshistorie, Mattias Gardell, mandag fortalte om Breiviks ideologi og verdenssyn.
Professoren, der vidnede, mener selv, at det var lidt ufint af dommeren at spille kabale under vidneforklaringen.
– Mennesker er mennesker, og det er noget, der kan ske, men det var ikke helt godt og lidt ufint, siger Gardell til radio- og tv-stationen NRK.
Oslo byret har ingen kommentarer til den specifikke sag, men rettens talskvinde, Irene Ramm, siger, at dommeren skam fulgte med i vidneforklaringen.
– Dommerne følger opmærksomt med i sagen omkring, hvad der bliver sagt, og hvad der bliver præsenteret for retten. Der er forskellige måder at være fokuseret på, siger Irene Ramm ifølge nyhedsbureauet AFP.
Hun tilføjer, at Eielsen ikke afviser at have spillet kabale.
Professoren forklarede for retten, at han kender til en tempelridderorganisation, som den Breivik beskriver og hævder at være medlem af. Han ville dog hverken be- eller afkræfte, om den organisation kunne være Knights Templar.
Resten af mandagen er det forsvarets vidner, der vil blive afhørt.
Anders Behring Breivik er anklaget for at have dræbt 77 mennesker den 22. juli 2011.
Først bombede han en regeringsbygning i Oslo, hvor otte mennesker mistede livet. Dernæst gik han amok på øen Utøya, hvor han dræbte 69 personer ved en socialdemokratisk ungdomslejr.
Afgørelsen i sagen ventes at falde senere på måneden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu